Corona: Færøsk firma sender testmaskine til Nuuk

I løbet af denne uge har Grønland selv udstyret til at teste for coronavirus. Et færøsk firma udlåner testmaskiner til Selvstyret
Snart kan prøver for coronavirus / COVID-19 blive analyseret her i landet. Foto © : RitzauScanpix
08. april 2020 04:54

Hvis alt går vel, kan det snart være slut med at skulle sende prøver fra Grønland til Statens Serum Institut i København for at få svar på coronavirus.

For Selvstyret har indgået en aftale med det færøskejede firma, Amplexa Genetics. Firmaet ligger i Odense og har udstyr, der kan undersøge testene. Det oplyser den tekniske direktør i Amplexa Genetics, Hans Atli Dahl, til KNR.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

- Det er nogle maskiner, der bør kunne køre det behov, der er nu for corona-screening i Grønland, siger han.

Går alt efter planen, bliver alt pakket klart tirsdag og sendt med et fly til Nuuk onsdag i denne uge.

Foruden to maskiner - én til prøver og én som back-up - rejser også den tekniske direktør og en kollega med for at oplære sundhedspersonale i Nuuk i at bruge maskinen.

- Vi håber at kunne gå i gang med at teste torsdag. Men det hele afhænger af, om vi kan få de ting, der skal til. Vi står og venter lige i øjeblikket for at se, om alt når at komme ind, siger Hans Atli Dahl. 

100-150 prøver om dagen

Maskinen kan analysere mellem 100-150 prøver i døgnet og er foreløbig udlånt til Selvstyret i 30 dage.

I den periode vil der kunne gives svar på op mellem 3000 til 3500 prøver. Og der vil være mulighed for at udvide både mængden af prøver og tiden for udlån af maskinen, oplyser Hans Atli Dahl.

Og det vil være et stort fremskridt frem for at sende alle prøver til Statens Serum Institut i Danmark, hvor ikke alle prøver fra Grønland er nået frem, har landslæge Henrik L. Hansen tidligere oplyst.

LÆS OGSÅ Eksamener i 9. og 10. klasse i Danmark er aflyst

3. april oplyste landslægen, at Selvstyret har indgået en aftale med et selskab uden for Grønland, der kunne gøre det muligt at analysere prøverne inden for landets grænser.

Men det har krævet lidt at få gjort maskiner og udstyr klar til afrejse, fortæller Hans Atli Dahl. For der er stor efterspørgsmål på verdensmarkedet efter reagensglas og plastik, som skal bruges i testmaskinerne.

- Der er et lille slagsmål på markedet om, hvem der skal have hvad, og man kommer på en prioriteringsliste. Men vi er højt på listen, fordi vi handler på vegne af den grønlandske regering. Havde vi handlet på vegne af et privat firma, havde vi formentlig ikke fået noget, da regeringer tæller først i øjeblikket, siger Hans Atli Dahl.

Selvstyret kan købe maskinerne på sigt

Firmaet Amplexa Genetics tilbød i første omgang testmaskinen til den danske stat, som ifølge Hans Atli Dahl takkede nej. Der var maskiner nok. 

I stedet henvendte Grønlands landslæge, Henrik Hansen, sig. Og her er blev aftalen, at firmaet i første omgang udlåner maskinerne gratis til Selvstyret i en måned.

- Idéen er, at vi tager maskinerne med, og de er gratis. Så lejer vi to medarbejdere ud til projektet, så Selvstyret betaler lønnen for de to medarbejdere og indkøbspris for alle materialer. Der bliver også betalt et lille tilskud, således at tabet for de medarbejdere, vi har ude, bliver dækket ind igen. 

I mellemtiden kan Landslægeembedet overveje, om Selvstyret vil købe maskinerne, som har en markedspris på omkring 100.000 kroner.

Firmaet Amplexa Genetics er ejet af to færøske fonde og har til dagligt sit laboratorium i Odense i Danmark, hvor de ansatte foretager en lang række kliniske prøver.