Alle eksamener i den danske folkeskole og på efterskoler er aflyst i år, oplyser den danske regering.Foto: RitzauScanpix

Eksamener i 9. og 10. klasse i Danmark er aflyst

Alle afgangseksamener i 9. og 10. klasse i Danmark er aflyst på grund af faren for coronavirus.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.

Og det får indflydelse på de godt 230 grønlandske elever, der går på efterskoler i Danmark. De kan nu se frem til at afslutte skoleåret uden at skulle op til skriftlige eller mundtlige eksamener.

I stedet vil de seneste årskarakter komme til at stå på eksamensbeviset, oplyste statsministeren.

LÆS OGSÅ Efterskoler: Familier får penge tilbage under coronakrise

Siden 12. marts har alle skoler, uddannelser og offentlige institutioner i Danmark holdt lukket i forsøget på at inddæmme corona-smitten.

Under gårsdagens pressemøde forlængede regeringen dog lukningen af skoler for 6. til 10. klasse yderligere frem til og med 10. maj. I stedet skal eleverne fortsætte med undervisning hjemmefra, var meddelelsen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Efterskoleelever bør blive i Danmark - men kan få rejse hjem betalt

Det betyder også, at de grønlandske børn, som i øjeblikket bor hos enten en kontaktfamilie i Danmark eller på deres efterskole i landet, fortsat må blive, hvor de er.

Samtidig kan de efterskoleelever, som er rejst hjem til familien i Grønland, ikke se frem til at komme tilbage på efterskolen i Danmark lige foreløbig.  

Elever fra 0. til 5. klasse skal dog møde fysisk op i danske skoler igen fra onsdag efter påske.

 

 

Kommentarer