Carla Sands bliver belønnet for Pituffik-indsats

USA's nu fratrådte ambassadør i Danmark, Carla Sands, modtager en hæder for sin indsats omkring samarbejdet på Pituffik.
USA´s ambassadør i Danmark siden 2017, Carla Sands, har modtaget en hæder for sit samarbejde mellem USA og rigsfællesskabet. Foto © : U.S. Embassy Copenhagen
20. januar 2021 10:08

Mens det er skiftedag i Det Hvide Hus i USA, fratræder Carla Sands sin post som amerikansk ambassadør i Danmark.

Og det sker med en hæder som afslutning. Hun har nemlig modtaget Distinguished Public Service Award, som er den højeste anerkendelse, der gives civile, der ikke er embedsmænd i USA.

Prisen bliver givet for hendes arbejde for at styrke sikkerhedssamarbejdet mellem USA og rigsfællesskabet, oplyser den amerikanske ambassade i København på de sociale medier.

LÆS OGSÅ Carla Sands om aftale: Grønland skal være en stærk nabo til USA

Det gælder især for centrale problemer omkring Pituffik, oplyser ambassaden.

Carla Sands tiltrådte som amerikansk ambassadør i Danmark i 2017 og har ved flere lejligheder sagt, at det kommer USA til gavn at have velfungerende og økonomisk robuste naboer, herunder Grønland.

I efteråret var hun med til at underskrive den nye serviceaftale om udbudskriterier på Pifuffik efter mange års forhandlinger.

7. november oplyste Carla Sands på Twitter, at der ifølge hende har været valgfusk ved det amerikanske præsidentvalg. Hendes egen stemme på præsident Trump er således ikke blevet talt med, skriver hun.

Den nye amerikanske præsident, Joe Biden, får nu til opgave at udpege en ny kandidat til posten som USA's ambassadør for rigsfællesskabet.