Canada sætter turist-markedsføring i Kina på pause

Det nationale markedsføringsbureau Destination Canada har midlertidigt indstillet sin markedsføring overfor potentielle kinesiske turister på grund af spændinger mellem de to lande. Det skriver det canadiske medie CBC North.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
20. december 2018 07:16

Siden canadiske myndigheder 1. december anholdt Huaweis kinesiske finansdirektør i lufthavnen Vancouver har forholdet mellem Canada og Kina været køligt.

Og situationen får nu det nationale canadiske markedsføringsselskab til at sætte deres markedsføring i Kina overfor potentielle turister på pause.

- Sammen med vores medinvestorer har Destination Canada besluttet at sætte vores markedsføringsaktiviteter i Kina på pause eller udskyde dem, siger Emma Slieker til CBC North.

LÆS OGSÅ Kina tilbageholder to canadiere

Kinesiske turister er den største gruppe af udenlandske turister, der kommer til Northwest Territories i Canada - regionen der grænser op til Nunavut, hvorfor de er en vigtig indtjeningskilde i turismeindustrien.

Også her i landet er de kinesiske turister normalvis eftertragtede. I sidste uge blev det offentliggjort, at den danske udlændingestyrelse og den danske ambassade i Beijing har lavet en særlig hurtig visumansøgning for kinesere, der gerne vil besøge Grønland.