Brugseni og Pisiffik er i vildrede: Frygter stort flaske- og dåsekaos
Det gik ikke ubemærket hen, da to af landets store butikskæder for en måned siden udbasunerede, at de havde flere spørgsmål end svar til det nye pantsystem, der skal være klar 1. januar.
Brugseni og Pisiffik frygter store mængder pant, som giver dem ekstra arbejde. Butikkerne når ikke at ruste sig til opgaven, fordi de ikke har fået tid nok til at forberede sig, lyder det samstemmende.
Nu rinder tiden ud. Og selvom butikskæderne for længst har råbt vagt i gevær, har de stadig flere spørgsmål end svar her mindre end tre måneder før, et nyt pantsytem skal være klar.
I fredags blev det meldt ud præcist, hvilke produkter, der fremover skal pantes - men det gør ikke Brugseni og Pisiffik mindre forvirrede.
Departementet for Miljø har ellers haft rig mulighed for at sætte detailhandlen ind i sagerne. I midten af september inviterede departementet blandt andre Brugseni til et møde om netop det nye pantsystem. Det gik dog ikke helt som forventet, forklarer salgschef Jess Nyborg:
- Vi fik at vide, at den nye emballagelov ville være klar senest 1. oktober. Det blev den også. Men vi spurgte også, hvad panten skal være. Og det modspørgsmål, vi fik, var: Hvad kunne I tænke jer?
- Som om, der er frit valg på alle hylder. Det er i hvert fald ikke at tage ansvar, siger salgschefen, som i øvrigt mener, at departementet ikke har virket særlig imødekommende.
Bagud på tid
Det virker besynderligt, synes han, hvis departementet ikke har gjort sig nogle tanker om pantstørrelsen så sent i forløbet. Og det er ikke uproblematisk. Leverandørerne har brug for besked.
- De kan ikke bare trykke på en knap, og så kører det fra i morgen af. Det tager tid for dem at indstille deres system til at kunne påføre den korrekte pant, siger Jess Nyborg.
Brugseni aner heller ikke, hvordan kredsløbet med og afregningen af panten kommer til at fungere.
Dertil kommer, at Brugseni endnu ikke har investeret i maskiner, der kan knuse emballagen på den anden side af flaskeautomaten.
- Det har vi ikke, for vi har ikke vidst, hvad vi skulle købe ind. Vi kan ikke forvente, at den eneste leverandør i Grønland kan stå klar med det her til 1. januar. Det er ren utopi at tro, siger Jess Nyborg.
Han tilføjer:
- Vi er forpligtet til at modtage panten på de varer, vi sælger. Så hvis vi vælger at have et ekstremt smalt sortiment med kun ganske få produkter, så er det også nemmere for os at håndtere, når kunderne kommer og afleverer det igen.
Kaotisk forløb
Som det ser ud lige nu, oplyser salgschefen, skal Brugseni køre panten ud til en modtagestation.
Her skal en medarbejder på ny putte den allerede afleverede pant ind i en flaskeautomat, så panten kan blive afregnet korrekt med affaldsselskabet ESANI.
- Jeg frygter, at det bliver et stort kaos.
Pisiffik er fuldstændig i samme båd, forklarer indkøbs- og marketingschef Heine Stilling Jensen.
- Jeg tror, jeg vil kalde det kaotisk, svarer han på spørgsmålet om hele forløbet.
- Vi har stillet de her spørgsmål før sommerferien. Vi bliver spurgt om inputs. Noget bliver rettet, men alligevel er det ikke sådan, at der er noget helt endeligt på plads.
Hvad har du mest brug for at vide?
- Hvordan det rent praktisk skal fungere 1. januar. Dagen kan vi ikke rykke på, men vi aner ikke, hvordan det skal foregå, siger Heine Stilling Jensen.
Brugseni og Pisiffik håber, at Departementet for Miljø hurtigst muligt tager initiativ til et møde.