Hovedet på blokken: Alle borgere kan aflevere tomme flasker nytårsdag
Naalakkersuisoq sover roligt om natten. Han ved godt, at implementeringen af det nye pantsystem, som skal være klar nytårsdag, bliver en udfordring. Men vi skal nok nå det, siger Kalistat Lund.
Hans forsikring kommer i kølvandet på et fælles opråb fra Brugseni og Pisiffik: Detailhandlen har brug for afklaring nu, hvis butikkerne skal være klar til noget som helst, der har med den nye emballagebekendtgørelse at gøre. Der er flere spørgsmål end svar, lyder det.
Butikkerne mangler blandt andet svar på, hvem der helt konkret skal opkræve panten, og hvor meget pant der er tale om, hvor emballagen skal sendes hen efter pantning, og hvordan butikkernes flaskeautomater skal blive klar til alt den nye emballage.
Om naalakkersuisut kan være det bekendt overfor erhvervslivet, svarer Kalistat Lund:
- Vi ville gerne have gjort alle tilfredse, men det kan jeg høre, alle ikke er.
Det skal køre
Han oplyser, at Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø har brugt en hel masse tid på at stable et samarbejde på benene med Dansk Returpantsystem. Tiden trak ud, og da det aldrig lykkedes at få en aftale på plads, stod det klart, at Grønland skal have sit eget system.
- Det har vi igangsat. Vi har lavet en høring, som sluttede 28. august, og derfra gik arbejdet i gang med bekendtgørelsen, som skal være færdig 1. oktober, oplyser Kalistat Lund.
Det er ikke mere end et par dage siden, at direktøren i Esani A/S, Frank Rasmussen, gjorde det klart: De kan ikke nå at implementere det nye system i hele landet til 1. januar.
Men det kommer ifølge naalakkersuisoq ikke til at betyde noget for den enkelte borger, der ønsker at returnere tomme flasker nytårsdag – uanset om de bor i det nordlige Siorapaluk, Ittoqqortoormiit i øst eller Narsaq i syd.
- Borgere skal kunne returnere fra 1. januar. Det skal køre, siger Kalistat Lund.
Vi løser det
Vil du garantere, at alle borgere kan pante, så snart den nye bekentgørelse træder i kraft og dermed undgå, at det kommer til at flyde med emballage i naturen?
- Ja. Det er jo det, jeg arbejder på.
- Hvis der er noget, som ikke kan realiseres, så laver vi en dispensation, siger Kalistat Lund.
Spår du allerede nu, at det bliver nødvendigt?
- Hvis nogle siger, at de ikke kan modtage flaskerne, så er vi med til at løse det. Når man starter noget nyt, så kan der opstå noget, man ikke havde regnet med, siger Kalistat Lund.
Efter planen kan naalakkersuisut melde ny information ud omkring pantsystemet 1. oktober.