Brandvarm februar gav Ittoqqortoormiit åbent hav
En af dem, der har mærket den varme februar måned på egen krop er Erik Pedersen, der er medarbejder på vejrstationen i Ittoqqortoormiit.
- Vi har aldrig nogensinde haft åbent vand i februar-måned heroppe. Det har været helt mærkeligt, at man kigger ud på vandet og ser folk sejle rundt og jage sæler derude i vandet på denne her årstid. Det har vi ikke set før, siger han.
DMI's tal viser, at borgerne i Ittoqqortoormiit i gennnemsnit havde det otte grader varmere i februar måned, end de plejer på de kanter.
DMI har generelt målt usædvanligt høje temperaturer i det meste af Nordøstgrønland fra Kap Morris Jesup og ned til Aputiteeq mellem Ittoqqortoormiit og Tasiilaq.
LÆS OGSÅ Avannaarsua var Rigsfællesskabets varmeste sted lørdag aften
Meterolog Trine Pedersen fra DMI forklarer, at det er varm luft, som bliver trukket op fra sydligere himmelstrøg, der er ansvarlig for, at det er markant varmere end normalt.
- Den eneste måde, der kan bliver varmt ved nordpolen på den her årstid, er simpelthen, når der bliver trukket varm luft op. Der er ingen sol deroppe, der er jo mørkt stadigvæk, så det kan kun ske ved, at der er noget varm luft, der bliver transporteret derop, siger hun.
På Station Nord i Nordøstgrønland har mandskabet også lagt mærke til, at temperaturen i februar i gennemsnit var 11 grader højere, end den plejer.
Det fortæller stationsleder Jesper Hansen.
- Det var, endda inden solen overhovedet kom op heroppe. Så det var lidt spøjst, siger han.
LÆS OGSÅ Nordpolen ramt af arktisk hedebølge