Nordpolen ramt af arktisk hedebølge

Tirsdag målte verdens nordligste landbaserede vejrstation, DMI's station ved Kap Morris Jesup i Nordgrønland, usædvanlig høje temperaturer for årstiden og termometeret sneg sig sågar op på plusgrader, fortæller DMI.
Arkiv
Skrevet af Karsten Sommer
22. februar 2018 14:51

- Årsagen til de usædvanlig høje temperaturer er sandsynligvis kombinationen af relativ varm luft i det arktiske område og føhn omkring Kap Morris Jesup, siger klimatolog John Cappelen til DMIs hjemmeside.

Plusgrader er absolut ikke hverdagskost ved denne verdens nordligste landbaserede målestation.

Faktisk har DMI kun to gange siden de startede deres målinger i 1980 målt lignende høje temperaturer. Første gang var i 2011. Anden gang var sidste år, altså i 2017.

Tallene fra 1980 og frem viser, at gennemsnitstemperaturen ved Kap Morris Jesup i februar ellers er isnende minus 32,9°C.

LÆS OGSÅ 2016 varmeste år i 137 år

TV2´s meterolog Danny Høgsholdt spår ligefrem en arktisk hedebølge i weekenden, som i Danmark vil byde på kraftig frost.

Et lavtryk nær Grønland sender luft hele vejen fra subtroperne op over Island og helt til Nordpolen, skriver han.

Det får søndag temperaturen til akkurat at krybe op over frysepunktet på klodens top. Temperaturer, der er mellem 30 og 40 grader højere end normalt for arktis i februar.

- Dermed kan det med rette betegnes som en arktisk hedebølge, skriver han.

Situationen på Nordpolen normaliseres dog allerede i begyndelsen af næste uge, hvor temperaturen igen forventes at falde til mellem 20 og 30 graders frost.

LÆS OGSÅ Det bliver stadig varmere i Baffin Bugten og Davis Strædet

 

LÆS OGSÅ Arktiske byer er 5 grader varmere end ubeboede områder