Det bliver stadig varmere i Baffin Bugten og Davis Strædet

I store dele af Baffin Bugten og Davis Strædet vil man i fremtiden opleve store ændringer på klimafronten. Det forudsiger en række forskere via en ny vurdering.
Foto © : Google Maps
Skrevet af Mads Lynge
01. maj 2017 11:53

Det skriver Nunatsiaq News på sin hjemmeside.

Befolkningen i regionen vil opleve mere regn, mindre sne og flere stormvejr.

Det er AMAP, Arctic Monitoring and Assessment Programme, der står for overvågningen af Arktis, og som hører under Arktisk Råd, der kommer med den dystre udmelding i rapporten, der udkom den 25. april.

- Der vil ske ændringer i fremtiden. Resultater fra Baffin Bugten og Davis Strædet viser, at befolkningen her vil stå over for varmere luft- og havtemperaturer, mere nedbør og flere stormvejr, skriver AMAP blandt andet i deres vurdering af Baffin Bugt/Davis Stræde-regionen.

Havisen vil generelt blive tyndere, og samtidig vil det sne mindre samtidig med det forventes at permafrosten tør op.

AMAP arrangerer denne uge en konference i Reston, Virginia nær Washington DC, hvor de vil præsentere deres nyeste vurdering af situationen i Baffin Bugten og Davis Strædet. Det sker også før ministrene i Arktisk Råd holder møde i Fairbanks Alaska i maj måned.