Brændende trawler er sunket i havet
Trawleren Polar Aassik, som siden mandag aften har været i brand ud for Qasigiannguits kyst, sank onsdag aften.
Det oplyser Grønlands Politi.
- På meget kort tid sank trawleren, efter at det hårdt medtaget skrog var begyndt at tage vand ind, lyder meldingen.
Brandmyndigheder overvåger nu området og vil påny vurdere situationen torsdag morgen, blandt andet om der er behov for at sætte flydespærrer ud for at hindre, at olie eller andre miljøskadelige væsker skal flyde ud i havet
LÆS OGSÅ Rygende trawler driver væk fra Qasigiannguits kyst
Samtidig er inspektionsskibet Knud Rasmussen fra Arktisk Kommando undervejs. Den skulle have været fremme onsdag eftermiddag, men er blevet forsinket på grund af is. Fartøjet skal hjælpe brandmyndighederne i oprydning og overvågning af området.
Arktisk Kommando oplyser, at man også sender et Challenger-fly til området for at danne et situationsoverblik ovenfra. Derudover bliver inspektionsskibet Thetis eller inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen muligvis også indsat til opgaveløsningen.
Trawleren Aassik ejes af Polar Seafood Trawl og havde 10 besætningsmedlemmer ombord, som mandag forlod skibet ved hjælp af andre skibe i nærheden.
LÆS OGSÅ Brændende trawler sidder fast
Der har således ikke været nogen personer i fare i forbindelse med branden.
Branden opstod mandag på trawleren, mens den havde trawl ud for Qasigiannguit.
Politiet takkede onsdag borgerne i Qasigiannguit for at have udvist respekt og forståelse for brandfolkenes arbejde ved kyst- og havneområdet.