Borgere i Nuuk om Gaza: Vi har vores egne problemer

Sidste uge demonstrerede omkring 100 mennesker mod krigen i Gaza. Målet var at få politikerne til at tage stilling og kræve våbenhvile. KNR har været på gaden for at spørge folk, hvad de mener, politikerne bør gøre.
Mens krigen i Gaza fylder meget for nogle, er der andet, der fylder for andre. Efter demonstrationen for ofrene i Gaza i sidste uge, spurgte KNR folk i Nuuk, om deres tanker om konflikten. Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
18. juni 2024 10:48

- Årh, det synes jeg er svært og komplekst.

Det siger Ole Sidenius, da KNR hiver ham til side på gågaden i Nuuk og spørger, hvad han tænker om krigen i Gaza.

Siden krigen brød ud 7. oktober sidste år, har billeder af ødelagte bygninger, udsultede børn, teltlejre og døde mennesker præget TV-aviser og avisforsider verden over.

Billeder som har fået mange mennesker til at protestere mod krigen og kræve fred og våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Sagen kort

7. oktober brød soldater fra Hamas over grænsen mellem Israel og Gazastriben og dræbte ifølge Israel 1200 mennesker - størstedelen af dem civile.

Derudover blev 250 israelere taget til fange og ført ind i Gaza, hvor de er blevet holdt som gidsler. Det vurderes, at der er knap 100 overlevende gidsler tilbage i Gaza.

Efter det har Israel indledt et massivt militant offensiv i forsøget på at nedkæmpe Hamas. 

Mindst 35.000 palæstinensere er ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza blevet dræbt som følge af Israels modangreb. Flere end 13.000 af dem er børn.

Angrebene kommer som resultat af den årtier lange konflikt mellem israelere og palæstinensere om, hvem der har ret til landet.

Der bor omkring to millioner mennesker i Gaza-striben, et område på størrelse med Langeland i Danmark. 40 procent af dem er under 15 år.

Terrororganisationen Hamas har siden 2007 kontrolleret Gazastriben. Israel kontrollerer dog Gazas grænser, farvandet ud for Gaza og luftrummet over Gaza.

FN's Sikkerhedsråd stemte 10. juni for en resolution, der bakker op om en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas.

Hamas har accepteret resolutionen og er klar til at forhandle om de nærmere detaljer.

I sidste uge skete det samme i Nuuk. Her viste godt 100 demonstranter deres sympati og støtte til ofrene i Gaza, da de gik sammen mod Inatsisartut.

Det var en gruppe kulturaktører, som med sloganet ”Inuit for Palestine”, forsøgte at råbe politikerne op.

Målet var at få Mute B. Egede til at tage stilling til det, der foregår i Gaza.

- Det er vores landsleder, der udadtil viser, hvem vi er. Derfor er det vigtigt for os, at vores landsleder tager stilling og anerkender folkedrabet, sagde Nina Kreutzmann Jørgensen, der var en af arrangørerne bag demonstrationen.

Efterfølgende er KNR gået på gaden for at fange nogle af de mennesker, der ikke var til demonstrationen. 

For hvad tænker en helt almindelig nuummioq om det, der sker i Gaza? Og er det noget, som de synes, at politikerne bør tage stilling til?

Jeg koncentrerer mig om herhjemme

Ude foran Brugseni i Nuuk må Birthe Therkildsen lige tænke lidt over, hvad hun synes om konflikten i Gaza.

- Jeg har ikke fulgt så meget med. Jeg har bare set i TV-avisen og i medierne, hvad der er sket dernede, siger hun.

Hun har også lagt mærke til mediernes omtale af demonstrationen i Nuuk i onsdags.

Sådan svarer flere, som KNR stopper og taler med.

Blandt andet Ivalu Kaspersen. Ude foran Katuaq i Nuuk går hun forbi med sin datter i barnevogn.

Ivalu Kaspersen går mest op i de ting, der sker i Grønland og tænker ikke så meget på krigen i Gazastriben. Foto © : KNR / Karoline Josenius

Hvad tænker du om alt det, der foregår i Gaza for tiden?

- Det tænker jeg ikke på. Jeg koncentrerer mig om her. Ikke alle andre lande, svarer hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Mute B. Egede og de andre politikere bør melde et officielt standpunkt ud i forhold til, hvor Grønland står i konflikten, svarer Ivalu Kaspersen:

- Det er deres valg.

- Vi skal fokusere på vores egne problemer, svarer Birthe Therkildsen, da hun bliver spurgt, om politikerne bør tage stilling til det, der sker i Gaza. Foto © : KNR / Karoline Josenius

Det synes Birthe Therkildsen også, men stod det til hende, koncentrerede politikerne sig om udfordringerne i Grønland.

- Selvfølgelig skal vi give vores mening til kende, i forhold til hvad der sker rundt omkring i verden – men for mit vedkommende burde vi fokusere på vores egne problemer, siger hun.

Forpligtet til at mene noget

Selvom Ole Sidenius synes, at konflikten mellem Palæstina og Israel er kompleks, så er han ikke i tvivl om, at det er forfærdeligt, det der sker i Gaza.

Han lagde godt mærke til, at der var demonstration i byen i sidste uge.

Ole Sidenius havde godt bemærket den demonstration, der havde været mod krigen i Gaza onsdag sidste uge. Foto © : KNR / Karoline Josenius

Flere forskellige statsoverhoveder verden over er kommet med en officiel udmelding om deres holdning til krigen i Gaza. Er det noget, politikerne her i landet bør gøre?

- Det skal da være frit for alle at dele sin holdning, svarer han, da han har tænkt længe over spørgsmålet.

- Med sådan en menneskelig tragedie, så er vi vel alle forpligtet til at give vores holdning til kende.