Sommergæst på afveje: Mosehornugle spottet i Kangerlussuaq
Sine Ejsing, der bor i Kangerlussuaq, er vant til at kigge efter både moskus og rensdyr, når hun bevæger sig rundt i naturen.
Men for nyligt var det et helt andet og mere sjældent dyr, hun fik øje på.
- Vi var ude og køre en tur om aftenen, og pludselig sagde min kæreste, at han så en hvid vinge henne i busken. Jeg tog kameraet frem, og da vi så trillede stille og roligt frem, lettede den op fra busken og satte sig lige ti meter fra os. Så sidder den bare der i fjeldet og kigger på os.
Selvom Sine Ejsing nød mødet med den flotte fugl, var det først senere, hun blev klar over, hvad hun egentligt havde set.
- Først tror vi, at vi har set en sneugle. Men da vi kigger på billederne, kan vi godt se, at den ikke ligner sådan en. Så jeg sender billederne til én af mine bekendte, der er ornitolog. Han fortæller så, at det er en mosehornugle.
- Det er meget specielt, fordi den slet ikke bor i Grønland. Man ser dog et par stykker om året, men normalt kun i Sydgrønland. Så det var meget specielt at se den her i Kangerlussuaq, siger hun.
Derfor var det også en stor oplevelse for Sine Ejsing, fortæller hun.
- Jeg synes, det var vildt fedt. Også fordi vi var kørt ud for at se rensdyr og moskus, og så ender det med, at vi ser en meget sjælden fugl i området her. Så jeg var helt oppe og køre, og synes det var meget sjovt have set den.
En strejfer på besøg
Mosehornuglen kan hverken leve eller yngle her i landet. Alligevel har Sine Ejsing ret i, at der bliver spottet enkelte besøgende hvert år.
Det fortæller Lars Witting, der er seniorforsker i afdelingen for pattedyr og fugle ved Grønlands Naturinstitut.
- De forekommer næsten årligt i Grønland. Den kan være både i Vestgrønland og Østgrønland. Der er tale om strejfende fugle, som både kan komme fra Canada, men også fra Island eller Skandinavien. Det er nogle strejfere, der typisk kommer i sommerhalvåret, men de bliver set hele året rundt.
Man skal dog ikke regne med, at den bliver hængende i området i særlig lang tid, fortæller forskeren.
- Den er sikkert bare på vej igennem, og så finder den ud af, at den har svært ved at finde føde i Grønland, der jo ikke er lemminger eller små gnavere, som den typisk lever af. Så trækker den sikkert ud af området igen.