Vælgermøde i Ilulissat: Boligmangel og renoveringsbehov vækker enighed blandt partierne

Fredag i sidste uge blev der afholdt vælgermøde i Ilulissat forud for kommunevalget. Her var partierne enige om, at der er alvorlige problemer med forfaldne boliger, og at der er et stort behov for nybyggeri i Avannaata Kommunia.
Kommunalvalget er lige rundt om hjørnet, og på vælgermødet i Ilulissat var boliger et stort emne. Foto © : KNR
26. marts 2025 15:52

- Hvem vil tage ansvar for kommunens nedslidte bygninger – fra Ilulissat til Qaanaaq og alle bygderne imellem?

Sådan spurgte Korna Isaksen Nielsen fra Qaanaaq under vælgermødet i Avannaata Kommunia. Hun henviste til den alvorlige forfaldstilstand, som mange af kommunens bygninger befinder sig i.

Lejere skal have mulighed for at blive ejere

Erik Lange fra Qulleq mener, at én løsning på de mange nedslidte kommunale bygninger kan være at overdrage dem til lejerne, samtidig med at kommunen bygger nyt:

- De boliger, som kommunen ejer, bliver kun dyrere og dyrere. Hvis vi overdrager dem til borgerne, vil kommunen måske endda slippe for en stor byrde, siger han.

Jens Napaattooq fra Naleraq mener, at det manglende vedligehold er en af de negative konsekvenser af kommunesammenlægningen:

- I mange år har der ikke været byggeri i bygderne. Og vedligeholdelsen er noget, de store kommuner ikke har kunnet løfte fuldt ud, siger han.

Han påpeger desuden, at det skal gøres lettere for borgerne selv at bygge huse i bygderne:

- Fra Naleraq arbejder vi for at gøre 95-5-ordningen mere tilgængelig. Det kan vi ikke længere ignorere – der skal handles nu.

Bygning af nye huse er nødvendigt

Lars Erik Gabrielsen fra Siumut peger på, at selvom vedligeholdelse er nødvendig, er det ikke en billig løsning – og derfor må nybyggeri prioriteres:

- Det er muligt at vedligeholde, men alle ved, at det aldrig er billigt i sig selv. Vi kan ikke komme udenom at bygge nyt, siger han.

Bygning af huse er godt i gang

Knud Kleemann fra Atassut fremhæver, at bygder, der tidligere var blevet overset i mange år, først de seneste fire år er begyndt at få nye byggerier:

- Andre bygder, som i tidligere år slet ikke blev prioriteret, er først begyndt at få byggeri de seneste fire år, siger han.

Han understreger, at samarbejdet med INI A/S om renovering og byggeri allerede er i gang – og derfor kan det ikke siges, at der ikke sker fremskridt:

- Vores næste fokus er kommunens bygninger, i samarbejde med INI A/S. Derfor passer det ikke at sige, at der ikke bliver bygget, eller at kommunens bygninger ikke bliver vedligeholdt.

Lena Ravn Davidsen fra Demokraatit foreslår, at man starter forfra med nybyggeri frem for at bruge penge på vedvarende reparationer, da vedligeholdelse er for dyrt i længden:

- Jeg mener, vi skal droppe alle de mange midlertidige lappeløsninger og stoppe med at omorganisere hele tiden. Hvis pengene skal bruges bedre, bør vi begynde at bygge nye boliger, siger hun.

Bolgmangel i Nordgrønland

Hun understreger, at boligmanglen i Avannaata Kommunia ikke må overses – også i bygderne:

- Ud over det, bør vi også tale om de 744 boligløse i Avannaata Kommunia. Indtil nu har debatten kun handlet om byerne. Boligmanglen i bygderne er endnu ikke blevet nævnt, og derfor skal der sættes gang i boligbyggeri i alle områder, siger hun.

Bendt B. Kristiansen fra Inuit Ataqatigiit mener, at en opdatering af lovgivningen om lejernes rettigheder kan gøre det nemmere for kommunalbestyrelser at tage ansvar for vedligeholdelsen af udlejningsboliger:

- Med fokus på lejeres rettigheder bør lovgivningen tilpasses, så kommunalbestyrelsen lettere kan agere som ejer og sikre en ordentlig administration af lejeboligerne. Love eksisterer jo for at kunne ændres, siger han.