Børn og unge fra hele verden skal vokse gennem dans
Et nyt samarbejde på tværs af landegrænser skal få grønlandske, norske, danske og nigerianske børn og unge til at vokse gennem dans.
Og selvom der måske er langt geografisk mellem de fire lande, så er de forbundne gennem dansen, fortæller projektmanager i Grønlands Center for dans, NuQi, Ruth Montgomery-Andersen:
- Vi er et lille land, så vi har valgt at se udad og se på, hvordan vi kan lære fra andre, og hvad kan vi lære andre om dans. Og så har vi fundet nogle fantastiske samarbejdspartnere, siger hun og fortsætter:
- Det vil sige, vi har tre grupper, hvor vi kan give dem noget, og de kan give os noget.
Og selvom der er store tanker bag projektet, så er kernen dans, fortæller Ruth Montgomery-Andersen:
- Det går ud på at danse. Det går ud på at skabe inspiration til unge. At skabe et sted, hvor de kan vokse.
Samarbejde skal skabe stærkere samfund
Projektet er netop blevet støttet med midler fra Nordisk Kulturfond. Det er stadig i den spæde start, så derfor er det også svært at sige, hvad samarbejdet helt præcist kommer til at bestå af.
Men kodeordet er samarbejde. At udveksle og inspirere hinanden, fortæller Ruth Montgomery-Andersen:
-Vi kan lære af hinanden. Lære ved at dele med hinanden, siger hun og fortsætter:
- Vi kan alt muligt. Vi kan gøre det selv. Vi kan selv og vi kan dele det med andre. Og det er det, som det her samarbejde handler om. At vi deler med hinanden.
Og det tror og håber Ruth Montgomery-Andersen kommer til at gøre en forskel. Ikke kun for de unge, som allerede har snøret danseskoene:
- Det komme til at betyde rigtigt meget. Vi håber, vi kan være med til at skabe et bæredygtigt og forankret dansemiljø i Grønland, som ledes af grønlandske unge og foregår på grønlandsk, siger hun.
Samfundet skal støtte op
Derfor håber Ruth Montgomery-Andersen også, at samarbejdet er kommet for at blive, og at det kan skabe ringe af forandringer i vores lille samfund.
Men det kræver også at samfundet er klar til at give igen den anden vej, understreger Ruth Montgomery-Andersen:
- Jeg elsker at danse. Jeg elsker at være sammen med grønlandske børn og unge og se dem vokse. Derfor synes jeg, det er vores ansvar som samfund at sikre, at de har mulighederne for at vokse.