ICC: Grønland bør hejse flaget 7. november

Både i Alaska, Canada og Chukotka bliver Inuit Day markeret. Derfor mener ICC Kalaallit Nunaat, at dagen bør markeres formelt i hele Grønland.
Inuit Circumpolar Council Kalaallit Nunaat mener, at Grønland bør indføre en flagdag, som markeres flere andre steder i Arktis. Foto © : Emil Helms/Ritzau Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
07. november 2024 14:52

7. november er Inuit Day. Det har det været siden Inuit Circumpolar Council besluttede det i 2006.

Men ICC i Grønland er ikke just tilfreds med den måde, dagen bliver fejret på her i landet. Eller rettere: De er utilfredse med, at dagen ikke bliver markeret.

Det skriver ICC Kalaallit Nunaat i en pressemeddelelse. 

For både i Alaska, Canada og Chukotka bliver dagen markeret. Derfor mener ICC Kalaallit Nunaat, at dagen bør markeres formelt i hele Grønland, og anbefaler naalakkersuisut at overveje dagen som en ny flagdag.

- I Grønland markerer vi mange dage gennem året, også dage som måske ikke har så meget med vores traditionelle forhold at gøre, siger præsident for ICC Kalaallit Nunaat Hjalmar Dahl.

- Inuit Day er dagen, hvor vi fejrer, at inuit har levet i Arktis i årtusinder, og at vi nu har et fællesskab på tværs af de statsgrænser, som med tiden har adskilt os.

Da ICC besluttede at udråbe 7. november som Inuit Day, anbefalede ICC's generalforsamling alle regeringer og myndigheder til at holde "passende fejringer og ceremonier".

- ICC Kalaallit Nunaat ønsker at opfordre naalakkersuisut og kommunerne til fremover at markere Inuit Day 7. november, ligesom det gøres i de andre inuitlande, og vi opfordrer til at overveje dagen som en flagdag på lige fod med for eksempel Nordens Dag og Vestnordisk Dag, siger Hjalmar Dahl.

ICC repræsenterer 180.000 inuit, som bor på tværs af Arktis.