Børn og unge fra hele landet samles igen til Børnetopmøde i Nuuk
25 børn og unge fra hele Grønland mødes i Nuuk denne weekend for at dele oplevelser og forhåbentlig skabe konkrete forbedringer.
Det sker til årets Børnetopmøde 2026, arrangeret af UNICEF Kalaallit Nunaat gennem NAKUUSA-programmet, som arbejder for at styrke børn og unges rettigheder og give dem reel indflydelse i Grønland.
Topmødet samler repræsentanter fra Meeqqat Isummersorfii til to intensive dage med erfaringsudveksling, dialog om fælles udfordringer og målrettet arbejde med årets tema:
‘Handling, der skaber fremdrift for børn og unge,’ oplyser børnerådet NAKUUSA i en pressemeddelelse.
Budskabet er klart: børnene og de unges stemmer skal ikke blot høres, men omsættes til reel handling.
Lokale erfaringer skal føre til konkrete løsninger
Gennem programmet arbejder børnene og de unge, som er mellem 13 og 17 år og fra alle regioner og kommuner i Grønland, med deres egne hverdagserfaringer og identificerer udfordringer, de ønsker at handle på.
De skal undersøge, hvordan de kan gøre en forskel – både i deres eget liv, i lokalsamfundet og i det grønlandske samfund i bred forstand.
Målet er løsninger, der rækker ud over mødelokalet og omsætter refleksion til konkret handling.
Som afslutning udarbejder børnene en fælles resolution med konkrete løsningsforslag til politikere, fagpersoner og andre børn og unge i Grønland.
Så man dermed kan sikre, at deres perspektiver får reel betydning i beslutningsprocesserne, der former deres samfund.
Politikere møder børnene i øjenhøjde
Det er 15. gang, NAKUUSAs børnetopmøde bliver afholdt.
I år er der dog tilføjet en ny dimension: Politikere og beslutningstagere inviteres til at indgå i en tættere dialog med børnene.
De sidste to år har der været workshops for politikere og 'dialogcirkler' mellem børnene og beslutningstagerne, hvor man har talt om dagsordenen, som er valgt af børnene og de unge.
Men i år vil man 'facilitere en stærkere interaktion mellem børnene og politikerne, så de får de mere tid sammen, og så de kan lære af hinanden,' fortæller Programchef Tina Dam fra UNICEF Kalaallit Nunaanni.
Man håber, at skabe rammerne for nye samtaler på tværs af generationer, hvor både udfordringer og løsningsforslag kan drøftes i øjenhøjde.
Ambitionen er en større fælles forståelse, hvor alle stemmer vægtes lige.
De seneste par år er politikerne blevet meget inspireret af børnenes input, fortæller programchefen.
Det håber man vil blive endnu stærkere i år, hvor der skal indgås en mere nærværende dialog.
- Jo mere politikerne forstår vigtigheden af børnenes inddragelse og interagerer med børnene, jo bedre, siger Tina Dam.
- Børn ved trods alt bedst, hvordan det er at være barn i dag, siger hun.
Så handler det bare om at 'politikerne griber den bold,' gennem mere og bedre børneinddragelse.
‘De er eksperter i deres eget liv’
Programchef Tina Dam fra UNICEF Kalaallit Nunaanni understreger, hvor vigtig børnenes deltagelse er:
- De bringer ærlige perspektiver, modige fortællinger og stærke visioner for fremtiden. De er eksperter i deres eget liv – og deres stemmer er afgørende, hvis vi vil skabe et samfund, hvor alle børn og unge trives, udtaler Tina Dam i pressemeddelelsen.
Forventningerne er høje hos arrangørerne, som understreger, at Børnetopmødet er mere end et debatforum.
Det er en platform, hvor idéer bliver til anbefalinger, og hvor de første skridt mod et bedre børneliv i Grønland kan tage form.
- Vi glæder os til to dage fyldt med energi, dialog og nye indsigter, når børn, kontaktpersoner og beslutningstagere samles i Nuuk, skriver de.
Tina Dam fortæller, at hun ser frem til at se børnene vokse og drøfte, de emner de har valgt.
Hun er imponeret over hvor engagerede og hvor hårdt de arbejder på at finde realistiske og velfunderede løsningsforslag.
- Det er virkelig nogle stærke budskaber de kommer med, der er relevante for samfundet, siger hun.