Bluejay vil lede efter metaller på Qeqertarsuaq med amerikanske rigmænd i ryggen

Bluejay Mining vil lede efter kobber, nikkel, kobolt og platin på den østlige side af øen Qeqertarsuaq.
Metaller, der skal bruges til at lave elektriske bilbatterier.
Selskabet har til det lavet en samarbejdsaftale med et amerikansk selskab ved navn KoBold Metals om efterforskning af metallerne og udvikling. Samarbejdet blev annonceret på børsen i London i går.
Det skriver Bluejay Mining i en pressemeddelelse.
Vil investere op til 95 millioner kroner
KoBold Metals har kendte investorere i ryggen: Nemlig rigmændene Bill Gates, Michael Bloomberg og Jeff Bezos.
Det norske statsejede olie- og energiselskab, Equinor, er også investor i det amerikanske selskab.
KoBold Metals hovedformål er at finde metaller, som bruges til den grønne omstilling. KoBold Metals vil under samarbejdsaftalen med Bluejay Mining investere op til 95 millioner kroner i projektet frem til senest udgangen af 2024.
LÆS OGSÅ Bluejay Mining er kommet tættere på udvinding af ilmenit syd for Qaanaaq
KoBold Metals vil under samarbejdsaftalen eje 51 procent af projektet, imens Bluejay vil eje 49 procent.
- Denne aftale er transformerende for Bluejay, siger selskabets administrerende direktør Bo Steensgaard i en pressemeddelelse.
- Vi er glade for at have en partner i toppen af teknisk innovation for nye efterforskningsmetoder bakket op af nogle af de mest succesrige investorer i verden.
Dundas fik udnyttelsestilladelse
Foruden Disko Projektet har Bluejay Mining også drevet Dundas Titanium projektet over de sidste fem år – et projekt som i december sidste år fik en udnyttelseslicens af Naalakkersuisut.
Bluejay Mining er i gang med at rejse finansieringen til anlægget af selve minen og tilhørende mineral-forarbejdningsanlæg. Dundas Projektet er i Nordvestgrønland 80 kilometer syd for Qaanaaq og 40 kilometer øst for Thule Air Base.
Der er dog lang tid til, at der eventuelt vil blive gravet efter metaller på Qeqertarsuaq.
Før projektet når så langt, skal selskabet nemlig finde ud af, om der er overhovedet er nok metal at hente op fra jorden, altså en efterforskning.
Derefter skal der laves redegørelser over konsekvenser for samfund og miljø, hvis projektet bliver sat i gang - redegørelser som skal godkendes af Naalakkersuisut.
Projektet skal også i offentlig høring, og de bemærkninger, som kommer frem under høringen, skal behandles af Naalakkersuisut. Og hvis Naalakkersuisut godkender, kan Bluejay aflevere en ansøgning om udnyttelsestilladelse, som Naalakkersuisut også skal godkende.