Medie: Biskoppen lod kirken betale for vinmenu til 1400 kroner

Ifølge Radio4 har Grønlands biskop, Paneeraq Siegstad Munk, blandt andet købt champagne til 885 kroner og inviteret til middag for i alt 8680 kroner. Alt sammen på kirkens regning.
Paneeraq Siegstad Munk har overfor Radio4 ikke ønsket at stille op til interview. KNR forsøger at få en kommentar fra biskoppen. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Teitur Larsen
13. oktober 2023 11:25

Grønlands biskop, Paneeraq Siegstad Munk, har ladet kirken betale for sine dyre middage. Det skriver det danske medie Radio4.

Paneeraq Siegstad Munk har blandt andet til et provstemøde nydt en 5-retters tastingmenu med 5-retters vinmenu og to kopper te/kaffe på Sarfalik til i alt 2820 kroner. Altså en kurvertpris på 1410 kroner.

Det viser en række bilag, som Radio4 har fået aktindsigt i. Mediet omtaler i deres artikel tre konkrete middage - en af dem blev holdt holdt tilbage i december 2020, hvor Sofie Petersen var biskop.

Ifølge professor i forvaltningsret og viceinstitutleder ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet Sten Bønsing er beløbsgrænsen for, hvad offentlige ansatte kan tillade sig at bruge på interne arrangementer meget lavere end det, som biskoppen har brugt.

– Det kunne godt se ud, som om at kravene ikke er blevet overholdt, siger Sten Bønsing til Radio4, og vurderer, at en kuvertpris på 1400 kr. er “meget høj.” 

Stiftskontorchef: Regningen blev for høj

Stiftskontorchef Mariane Hansen-Heilmann siger til Radio4, at hun ikke har kunnet finde interne retningslinjer for middage, men hun mener selv, at regningen blev for høj til en middag, som hun selv var med til. Her endte kuvertprisen på 1085 kroner.

 – Jeg har sat bremsen ned for det her. Så høje beløb skal vi slet ikke op på, siger Mariane Hansen-Heilmann til Radio4.

Middagen, som Mariane Hansen-Heilmann deltog i, var en intern middag i 2021 med biskoppen, en provst og fem betroede medarbejdere. Her fik de otte sig hver især en 4-retters menu til 690 kroner. Derudover fik de to flasker Merlot-rødvin, en flaske hvidvin til 820 kroner og en flaske Pol Roger Rich-champagne til 885 kroner.

Regningen endte sammenlagt på 8680 kroner.

Biskop har ikke tid til interview

Biskoppen skriver i et kort, skriftligt svar til Radio4, at hun ikke har noget at tilføje til stiftskontorchefens udtalelser. 

– Hendes ord er bispeembedets kommentar, skriver Paneeraq Siegstad Munk til mediet.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Paneeraq Siegstad Munk.

Det har ikke været muligt. Hun kan først stille op til interview 31. oktober, oplyser Stiftskontoret.