Medier: Biden blokerer for oliejagt i dele af Alaska

Beslutning om at frede dele af Alaska og havområde kommer forud for beslutning om omstridt olieprojekt.
De nye regler, der ventes at blive præsenteret officielt mandag, vil gælde for et område på næsten 65.000 kvadratkilometer i alt, heraf omkring 52.600 kvadratkilometer på land. Det er omkring tre procent af Alaskas samlede areal på godt 1,7 millioner kvadratkilometer.
Skrevet af Ritzau
13. marts 2023 14:42

USA's præsident, Joe Biden, vil begrænse boring efter olie og gas i dele af Alaska og helt stoppe det i de dele af Det Arktiske Hav, som er under den amerikanske regerings kontrol.

Det siger en regeringskilde til avisen Washington Post og nyhedsbureauet AP søndag.

De nye regler, der ventes at blive præsenteret officielt mandag, vil gælde for et område på næsten 65.000 kvadratkilometer i alt, heraf omkring 52.600 kvadratkilometer på land.

Det er omkring en halv gang så stort som Danmarks samlede areal.

Men det er kun omkring tre procent af Alaskas samlede areal på godt 1,7 millioner kvadratkilometer.

Det område, der nu beskyttes, er hjemsted for tusindvis af forskellige fugle og rensdyr. Også isbjørne og andre truede arter lever i dette område.

Beslutningen om at frede visse dele af Alaska og det omkringliggende hav kommer forud for regeringens beslutning om det såkaldte Willow-projekt.

Det er en omfattende plan til en pris på flere milliarder dollar om at bore efter olie i andre områder af Alaska.

Ifølge selskabet bag projektet, ConocoPhillips, ventes der at kunne produceres op mod 180.000 tønder olie om dagen. Det er omkring halvanden procent af USA's samlede produktion.

Tilhængere af planen siger, at den er af afgørende økonomisk betydning for blandt andet oprindelige folk i delstaten.

Men modstandere peger på, at den går stik imod Bidens løfter på klima- og miljøområdet.

Især unge klimaaktivister er imod projektet. Og det er uklart, om de vil mene, at fredning af dele af Alaska og det omkringliggende hav kompenserer for det nye projekt, skriver AP.

Området omkring byen Nuiqsut, hvor Willow-boringerne kommer til at foregå, er et af de steder på kloden, hvor den globale opvarmning går hurtigst.

Her er gennemsnitstemperaturen nu fire grader højere end før industrialiseringen. Det er over tre gange højere end gennemsnittet på Jorden.

Præsidentens primære talskvinde, Karine Jean-Pierre, ville på et pressemøde fredag ikke sige noget om, hvornår der kan forventes en beslutning om det omstridte Willow-projekt.

Men to kilder med kendskab til sagen siger til Washington Post, at projektet ventes at få grønt lys.