Besøgstjenester mangler grønlandske frivillige i Danmark

Flere steder i Danmark er der mangel på frivillige, der vil besøge grønlandske patienter og ældre grønlændere, som ikke selv kan komme ud til arrangementer.
13. august 2018 08:15

Det halter med besøg hos grønlandske borgere, der midlertidigt eller permanent opholder sig i Danmark.

I sidste uge besøgte naalakkersuisoq for sundhed og forskning, Doris J.Jensen (S), Det Grønlandske Patienthjem i København, hvor flere patienter fortalte, at de føler sig ensomme under opholdet i Danmark. 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil sende flere patienter til Island

Flere efterlyste aktiviteter for de grønlandske patienter under behandlingsforløbet.

Og det håber politikeren og Det Grønlandske Hus i København nu at kunne afhjælpe ved at tiltrække flere til en besøgsordning. Til efteråret vil Huset indkalde til møde, hvor interesserede personer på Sjælland kan høre mere.

- Jeg håber, at der vil være stor interesse i at deltage i denne frivillighedsordning. Behovet for de frivillige er markant, og det bliver fremover desværre ikke mindre, siger Doris J. Jensen.

Ældre grønlændere er ensomme

Også flere aldrende grønlændere i Danmark mangler besøg og selskab.  I Aarhus og Randers-området har ordningen Besøgstjenesten i dag 11 frivillige.

Den blev fordoblet, efter Ensomme Gamles Værn sidste år donerede 200.000 til besøgstjenesten. Men mindst 23 ældre, grønlandske borgere i de to byer mangler stadig en frivillig til besøg.

- Det er ældre, grønlandske borgere, der er blevet så gamle, at de ikke længere kan deltage i forskellige arrangementer i Det Grønlandske Hus, så på den måde mister de kontakten til andre grønlændere, fortæller Benigne Fleischer fra Det Grønlandske Hus, der er stifter af Besøgstjenesten, til DR Østjylland.

LÆS OGSÅ Grønlandsk mad skaber livskvalitet for ældre

Hun påpeger, at man i Grønland mere naturligt tilser de ældre i lokalområdet, mens det i Danmark kræver en organiseret indsat at undgå ensomhed blandt ældre.

Besøgstjenesten leder efter både grønlandsksprogede frivillige såvel som dansktalende, der har kendskab til Grønland og den grønlandske kultur .

Personer, der kunne være interesserede , kan læse mere på hjemmesiden for Det Grønlandske Hus i Aarhus.  

For besøgstjenesten i København kan du læse mere her.