Berthelsen efterlyser endnu flere arbejdspladser på Kuannersuit
I VVM-rapporten for mineprojektet på Kuannersuit estimeres det, at der bliver tale om 1171 arbejdspladser under anlægsfasen af projektet. Af dem vil cirka 200 stillinger blive besat af grønlændere.
Under driften af minen vil antallet af medarbejdere være på 715, hvoraf 328 stillinger forventes at blive besat af grønlandske borgere.
Men det tal er ikke godt nok, mener SIK's Formand Jess G Berthelsen.
- Selvfølgelig mener jeg, at ambitionsniveauet burde være højere. Jeg vil sige det dobbelte, siger Jess G. Berthelsen.
Tilkaldt arbejdskraft er et nødvendigt onde
For ham har det at tilkalde arbejdskraft udefra aldrig været godt nok.
- For bare 10 år siden ville jeg have bandet og svovlet over, at vi endnu engang skal til at tilkalde arbejdskraft udefra, men vi må så indrømme, at vi pt. i visse områder mangler arbejdskraft, siger Jess G. Berthelsen.
LÆS OGSÅ ICC offentliggør rapport om mineprojektet i Kuannersuit
Formanden mener, at det er et paradoks uden lige, at landet har så mange store projekter på tegnebrættet, der alle kan blive søsat indenfor få år.
- Såfremt minerne kommer i gang i forbindelse med lufthavnsbyggerierne og de store udvidelser i Nuuk og langs kysterne, så kommer vi i en situation, hvor vi rent faktisk kommer til at mangle arbejdskraft her i dette land, siger formanden.
Selvom arbejdsløsheden er faldet støt de sidste 4 år, så understreger Jess G. Berthelsen, at der fortsat er områder, der kæmper med stilstand og manglende erhvervsudvikling i Grønland.
- Bare se på Kuummiut hvor der er 40 procent arbejdsløshed. Der er i visse dele af landet stor arbejdsløshed trods det, at vi i andre dele af landet mangler arbejdskraft, siger han.
Minen kan sætte gang i syd
GMEs VVM-rapport er nu afleveret til Selvstyret, og den nye koalition har givet håndslag på at få sat skub i mineprojekterne her i landet. Det gør SIK-formanden optimistisk.
- Vi ved jo, at for eksempel i Sydgrønland er der i mange år ikke sket noget. Der er ikke kommet nogen nye arbejdspladser. Folk flytter fra Sydgrønland. Man har ikke reageret. Man har ikke gjort noget. Heldigvis med den nye koalitionsaftale vil man opnå en mine i Sydgrønland, som forhåbentlig vil resultere i at arbejdsløsheden vil falde i Sydgrønland og at skatteindtægterne på den måde også vil stige, slutter formanden for SIK Jess G. Berthelsen.
LÆS OGSÅ GMEs nye VVM-rapport afviser miljøfrygt