Befolkningsundersøgelse nået til Nuuk

En stor befolkningsundersøgelse, der begyndte sidste år er nu nået til Nuuk.
Foto © : Namminersorlutik Oqartussat Tusagassiiviat
Skrevet af Inge S. Rasmussen
20. februar 2018 06:04

Det er den femte undersøgelse af slagsen der har til formål at tage temperaturen på folkesundheden i et samarbejde mellem Grønland og Danmark. Konkret drejer det sig om Selvstyrets sundhedsdepartement og Statens Institut for Folkesundhed samt Steno Diabetes Center.

Eksempler på emner der bliver undersøgt er rygning, kost, fysisk aktivitet, risikofaktorer for diabetes, hjertekarsygdom, opvækstvilkår og trivsel.

Omkring 2.800 tilfældigt udtrukne personer bliver inviteret til at deltage i den store landsdækkende undersøgelse. Og det er vigtigt, at så mange som muligt af de udtrukne personer deltager i undersøgelserne, understreger folkene bag undersøgelsen.

LÆS OGSÅ Fokus er på de unges mentale helbred

Ud over de store livsstilssygdomme har undersøgelsen særligt fokus på de unges mentale sundhed, samt hvordan de ældre klarer sig i hverdagen.

- Vi håber, at de unge også vil være villige til at deltage, og dermed bidrage med deres, til at vi kan danne os et billede af de unges trivsel i Grønland, siger seniorrådgiver Christina Viskum Lytken Larsen, som er ansvarlig for undersøgelsen.

Befolkningsundersøgelsen har indtil videre været i tre bygder i Sydgrønland, Narsaq, Maniitsoq, Sisimiut samt og Nuuk. Der er netop taget hul på anden runde af undersøgelsen i Nuuk, i perioden 5. februar - 3. marts 2018.

I løbet af året kommer undersøgelsen videre til fem bygder i Midt- og Nordgrønland, samt til Qasigiannguit, Ilulissat, Upernavik, Aasiaat og Qaqortoq.

LÆS OGSÅ 2.800 borgere skal deltage i befolknings undersøgelse