Portræt: Bagom Slettemark-søskende
I en halvtom stuelejlighed fyldt med ski og geværer bor familien Slettemark. De har været hjemme på ferie for at nulstille - et begreb familien bruger, når de bearbejder det der er sket, så de kan være klar til det, der ligger foran dem. Meget kalkuleret.
Sondre og Ukaleq Slettemark sidder i en brun sofa midt i rummet. Vi taler lidt om, hvad deres ferie har bestået af.
Massere tid med familien, en længere langrendstur til deres hytte inde i fjorden, planlægning af den kommende sæson – og så lige et grønlandsmesterskab i denne weekend.
Langsomt begynder “ferie” mere at lyde som en form for teambuilding. De griner begge af min kommentar. Vi er klar til at skyde interviewet i gang.
Startstregen
Vi spoler tiden tilbage. Tilbage til dengang de første langrendsski blev spændt fast på ben, der knap havde lært at gå, og tilbage dertil hvor de store drømme om det øverste trin på podiet blev undfanget.
Og lad os starte der, ved undfangelsen. Både Sondre og Ukaleq Slettemark er født i september. Og det er ikke nogen tilfældighed – apropos kalkuleret.
-Vi blev født i september, så vores mor kunne fortsætte med at konkurrere, selvom hun var gravid med os. Det var altså planlagt efter hendes skiskydning, fortæller en grinende Sondre Slettemark.
Skiskydning har altså altid fyldt meget hos familien Slettemark – ja, næsten alting. Derfor er det heller ikke overraskende, at familien i 2006 flytter fra Grønland til Norge hvor forældrene, Øystein og Uiloq Slettemark, dengang jagtede deres egen OL-drøm.
Familien Slettemark
Forældrenes mange rejser til konkurrencer betød, at de to søskende allerede i en tidlig alder blev introduceret til det elitesportsmiljø, de stadig færdes i, i dag. Selvom minderne er vage, så har de sat sit præg.
Sondre Slettemark var selv for ung til at huske det, men han husker tydeligt, hvordan langrend blev en naturlig del af barndommen og opvæksten.
-Vi har stået på langrend siden, vi kunne gå. Først legede vi på skiene med de andre børn. Men langsomt udviklede det sig – først længere ture, så hårdere træning, fortæller Sondre Slettemark.
Det er i deres tid i Norge, at Ukaleq Slettemark begynder på skiskydning. Men da forældrene indstiller karrieren, flytter familien tilbage til Grønland med ønsket om, at børnene skal vokse op her.
Tilbage i stuen, i den halvtomme lejlighed, med den brune sofa i midten, træder moren, Uiloq Slettemark, ind i stuen.
-Hvor er tapen, er der nogen der har set tapen? spørger hun.
Det er en specifik rulle tape, hun leder efter. Noget de skal bruge fordi de skal ud og træne med den yngste bror Inuk Slettemark. Vi leder lidt efter tapen, uden held. Med riffel-taske over skulderen og skiene under armen, siger de farvel.
Interviewet fortsætter. Året er 2013 og familien er tilbage i Grønland, fordi forældrene ønsker, at børnene skal vokse op her.
Vejen til toppen
Der går dog ikke mere end omkring fire år, før træningen bærer frugt, og familien – igen – flytter tilbage til Norge, denne gang for at jagte Ukaleq Slettemarks drøm.
-Da vi flyttede tilbage til Grønland, fortsatte vi træningen, deltog i konkurrencer og gik på jagt. Derefter søgte jeg ind på Norges top-idrætsgymnasium i Geilo, fortæller hun.
Og hun bliver optaget. Så i 2017 pakker familien endnu engang sammen og rejser mod Norge. Væk fra kendte omgivelser og tilbage til noget nyt.
- Det har været svært at flytte så meget frem og tilbage, fortæller Ukaleq Slettemark.
For Sondre Slettemark har det ikke påvirket ham så meget at flytte. Han er glad for de mange indtryk, han har fået og de venner han har skabt.
Begge er enige om, at de aldrig ville have nået det elite-topniveau, de befinder sig på nu, hvis de ikke havde flyttet fra Grønland. Faciliteterne er ikke til det, og der er mange flere, de kan træne med i Norge. Noget der har hjulpet deres udvikling utrolig meget.
Elitesports-boblen
Igen virker det hele kalkuleret. Fødsler, flytningerne, nulstilling, teambuilding og venner, der også dyrker skiskydning. Det hele virker som en lille boble, siger jeg. Igen griner de to søskende, men nikker samtidig meget forstående.
-Det er en form for elite-sports-boble. Et meget dedikeret miljø, hvor det mest af alt handler om skiskydning, træning og om ikke at blive syg, fortæller Ukaleq Slettemark.
Selvom de begge har venner, der ikke dyrker skiskydning eller langrend, så gør de fleste det, fortæller de.
- Man vælger ting fra. Det at studere og at gå til fester, vælger man fra. Alt det som andre gør, det vælger man fra. Det tænker jeg helt sikkert på engang imellem, hvor fedt det kunne være at lave noget andet, siger Sondre Slettemark.
-Det er især, når jeg ikke præstere, at jeg mærker de tanker. Når jeg mangler motivation, så begynder de tanker at fylde mere. Men jeg forsøger ikke at tænke på det for meget.
Men er der noget, som de fortryder, de ikke gjorde?
Svaret er entydigt: nej.
Målstregen
Afslutningsvis, opstiller jeg et hypotetisk scenarie. Et scenarie hvor de skal drømme 20 år frem i tiden. Hvor er I henne? Har I selv fået børn i september? spørger jeg.
Efter lidt betænkningstid, svarer Sondre Slettemark:
-Jeg håber, at jeg formår at lave nogle rigtig gode præstationer til blandt andet OL, der inspirerer flere grønlændere til at sigte højt. At turde gøre det. At tro på, at man kan – og måske bliver den bedste i verden.
Ukaleq Slettemark, nikker mens hendes bror snakker.
-Jeg regner med at bo her i Grønland. Måske være træner eller landstræner – det ville være fedt, siger hun.
De bliver begge enige om, at de håber at få lov til at bære det grønlandske flag til et OL, inden de selv bliver overhalet af den nye generation.
Og så selvfølgelig at blive verdens bedste i skiskydning.
