Kardinal: Paven havde et åbent hjerte for flygtninge og fattige

I dag er Pave Frans blevet begravet, og under prædikenen sagde kardinal Giovanni Battista Re blandt andet, at Pave Frans var "en pave blandt folket, med et åbent hjerte", som arbejdede for en mere medfølende katolsk kirke.
- Rig på menneskelig varme og dybt følsom over for nutidens udfordringer delte pave Frans de bekymringer, lidelser og håb, der præger vor tid.
- Han skabte direkte kontakt med enkeltpersoner og folk, ivrig efter at være tæt på alle, med særlig opmærksomhed på dem i vanskeligheder, sagde kardinalen.
Pave Frans, som nægtede at dømme homoseksuelle eller fraskilte katolikker, holdt fast i, at den katolske kirke havde plads til alle.
Frans var drevet af "overbevisning om, at kirken er et hjem for alle, et hjem hvor dørene altid står åbne", sagde kardinalen.
- En kirke, der formår at bøje sig ned til hvert menneske, uanset deres tro eller livsvilkår, og hele deres sår, lyder det videre i kardinalens prædiken.
Paven gjorde "utallige" indsatser for at hjælpe flygtninge, migranter og fattige, sagde Giovanni Battista Re.
- Han gav sig selv uden måde, især til de marginaliserede, de mindste blandt os.
Bygge bro og ikke mure
Da kardinalen nævnte pavens omsorg for flygtninge og migranter, hans appeller om fred og hans kamp for klimaet, udbrød der klapsalver på Peterspladsen i Rom, hvor Giovanni Battista Re holdt sin prædiken.
Her var titusinder af gæster mødt frem for at tage afsked med pave Frans.
Blandt dem var også USA's præsident, Donald Trump, som pave Frans havde en række uenigheder med om behandlingen af flygtninge og migranter.
Trump lyttede med, mens Re i sin prædiken blandt andet nævnte, at pave Frans altid havde opfordret folk til at bygge broer "og ikke mure".
Dronning Mary deltog også i begravelsen, mens statsminister Mette Frederiksen ikke var til at finde blandt de mange gæster.
Pave Frans døde mandag efter et sygdomsforløb. Han blev 88 år.