Atassut: IA og Siumuts kontroverser har bremset udviklingen

Knud Kristiansen, Atassuts nye formand, ser sit parti som langt mere løsningsorienteret, end Siumut og IA har været.
Knud Kristiansen, Atassutip siulittaasua. Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
28. oktober 2014 15:17

Det skriver partiformanden i en længere gennemgang af partiets politik for de kommende år.

Han mener, at det er stridighederne mellem Grønlands to største partier, Siumut og IA, der i de senere år har bremset udviklingen.

- Vort samfund ville være nået meget længere frem end i dag, hvis ikke de venstreorienterede partier, IA og Siumut, havde så mange indbyrdes magtkampe og stridigheder og ikke har kunnet mødes om store samfundsrelaterede spørgsmål, skriver Knud Kristiansen.

Læs også Kandidater fra Atassut Ungdom

Han fastslår samtidig, at Atassut er partiet, der kan tilbyde stabilitet, troværdighed, loyal arbejdsindsats og ikke mindst vilje til at indgå samarbejde på trods af forskelligheder partierne imellem, som partiformanden skriver.

Knud Kristiansen opfordrer til bedre samarbejde mellem Selvstyret og kommunerne. Han vil tilstræbe balance i landskassens indtægter og udgifter, men afviser på den anden side heller ikke store investeringer, så længe de på længere sigt vil gavne samfundet.

Læs også Atassut skifter holdning

Og redskaberne til en ny politik er klar:

- Vi har igennem de seneste år indhentet forskellige rapporter, redegørelser og anbefalinger på, hvordan vi kan håndtere forskellige opgaver, skriver Knud Kristiansen og understreger, at Atassut til enhver tid er klar til at forhandle om netop reformer og brede politiske forlig.

- Atassut er klædt på til næste skridt for Grønland og vasker tavlen ren, hvad angår magtkampe og stridigheder, slutter partiformanden.