Arkitekt ser stort potentiale i Grønnedal

Den tidligere flådestation Grønnedal skal rives ned, og naturen i området skal genetableres for 300 millioner kroner. Der er ellers et stort potentiale i stedet, mener arkitekt Peter Barfoed, som anbefaler, at bebyggelsen bevares og bruges.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
20. august 2015 14:14

- Der er mulighed for turisme, forskning, uddannelsesinstitutioner, idræthøjskole, naturskole eller uddannelse for omsorgssvigtede børn, siger arkitekt Peter Barfoed til KNR.

Grønlands Kommando blev omorganiseret og omdøbt til Arktisk Kommando i 2012, og samtidig rømmedes Grønnedal til fordel for Nuuk.

Det skete på baggrund af en folketingsbeslutning i 2011. Og allerede i 2012 blev de mange bygninger i Grønnedal sat til salg.

En af betingelserne var nemlig, at køber skulle tage ansvaret for rensning af området, hvor der bl.a. er olieforening.

Derfor er det staten, der nu står med regningen for den omfattende rensning, der skal påbegyndes til næste sommer.

Hammond stiller spørgsmål for sent

Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, har stillet en række spørgsmål til den danske forsvarsminister, Carl Holst, om, hvorvidt Naalakkersuisut kan overtage Grønnedal. Hun mener dog, at den danske stat skal stadig betale for oprydningen af forureningen, som tak for de mange år, staten har benyttet stedet.

Læs også Hammond vil stoppe nedrivning af Grønnedal

Grønnedal ligger i Kommuneqarfik Sermersooq, og formand for miljø og anlægsudvalget, Mille Søvndahl Pedersen, mener, at hele flytningen af marinestationen er uddebatteret.

Hun undrer sig over, hvorfor folketingsmedlemmet reagerer så sent i processen.

- Aleqa Hammond har som formand for Naalakkersuisut haft alle mulige muligheder for at kunne ændre den beslutning. At gøre et eller andet for, at eventuelt Namminersorlutik Oqartussat kunne bruge området til gavn for borgerne i landet, siger formand for miljø og anlægsudvalget for Kommuneqarfik Sermersooq, Mille Søvndahl Pedersen.