Antal af husspektakler blev halveret under alkoholforbud - men er stadig "absurd højt"

Lige om lidt begynder antallet af husspektakler at stige igen, fordi alkoholforbuddet er slut. Vi skal undersøge, hvad der kan gøres i fremtiden, siger politimester.
Politimester Bjørn Tegner Bay. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
08. februar 2022 15:18

Når klokken bliver midnat i morgen aften, bliver der igen åbnet for fadølshanerne på barer, caféer, restauranter og værtshuse. Vinpropper bliver trukket op igen, og du kan atter få serveret en drink i baren.

Det midlertidige alkoholforbud bliver nemlig droppet i de tre kommuner, hvor det gælder. Det stod til at udløbe, når 9. februar bliver til 10. februar - og i ingen af de tre kommuner har borgmestrene ønsket at forlænge. 

De tre kommuner er Kommune Sermersooq, Kommune Qeqertalik og Kommune Kujalleq.

Hvad er huspektakler?

En situation hvor uro i et privat hjem, gør folk så urolige, at de kontakter politiet.

Det er ikke nødvendigvis ulovligt – for det er ikke ulovligt at skændes.

Alkohol er blandet i cirka 90 procent af alle husspektakler. 

Kilde: Politimester Bjørn Tegner Bay.

De ønskede selv et midlertidigt forbud – og det bakkede Grønlands Politi dem op i. For erfaringen viser, at når folk ikke kan købe øl, vin og spiritus nogen steder, så bliver der færre husspektakler. 

Det siger politimester Bjørn Tegner Bay.

I hele landet er antallet af husspektakler faldet under alkoholforbuddet. Sidste år var der 51 anmeldelser om husspektakler i lønningsweekenden i slutningen af januar – i år var der 13. 

I den første uge i februar var der 50 sidste år – i år var der 24.

- For os er antallet af husspektakler, der stiger eller falder, et tegn på, hvordan man omgås alkohol i private hjem, siger Bjørn Tegner Bay til KNR. 

Antal af husspektakler - de hvide felter i 2022 er under alkoholforbud:

Foto © : Grønlands Politi

 

Hvad siger de tal dig?

- Der er en klar sammenhæng mellem adgang til alkohol i detailhandlen og de problemer, der er i nogle private hjem i forhold til alkohol. Altså sociale problemer. Uden undtagelse: Når der bliver lukket for alkohol, så falder antallet af politiopgaver markant. Og når der bliver åbnet op, så stiger de igen. I langt de fleste voldssager er alkohol også blandet ind. 

Kan man sige, at alkoholforbuddet har ført til ”få” anmeldelser?

-  Der har været få anmeldelser af husspektakler sammenlignet med andre år. Men alt er relativt. Grønland har så mange husspektakler hvert eneste år – vi har omkring 2.500 om året – og det er absurd højt.

- Nu har vi været i en periode med en fjerdedel eller det halve af det normale. Men det betyder ikke, at vi er på et lavt tal – for det er vi ikke. I et samfund med bare 56.000 indbyggere burde antallet af husspektakler på en uge ligge på en to eller tre. 

Nogle børn har haftv det bedre

Så hvad har forbuddet egentlig været godt for – når vi stadig har rigtig mange husspektakler – og det lige om lidt bare starter forfra?

- Det har beskyttet de samfundskritiske institutioner fra at blive lagt ned i den periode, hvor vi allermest er sårbare overfor at blive lagt ned af opgaver. Sundhedsvæsenet fortæller mig, at der er blevet mindre smittespredning. 

- Det er en sideeffekt, at der er blevet færre udfordringer i private hjem. Men det er en meget, meget positiv sideeffekt. Husspektakler, voldssager, seksuelle overgreb og andre ting, der er knyttet til alkohol. Der er hjem, der har været roligere, børn, der har haft det bedre, der er ulykker, der ikke er sket. 

LÆS OGSÅ Politimesteren anmodede om alkoholforbud: Vi frygtede lønningsweekenden

- Så ved jeg godt, at vi kommer tilbage på et højt niveau, når vi åbner for alkohol igen. Men på den korte bane har vi hjulpet nogle mennesker. Men det er på den korte bane – et midlertidigt alkoholforbud er ligesom at slukke en ildebrand. Og det er derfor, at jeg appellerer til, at vi som samfund undersøger, hvad vi kan gøre i fremtiden.     

Du er ikke politiker. Men hvis du på baggrund af de her tal skulle aflevere et ønske til politikerne – hvilket ønske ville det så være?

- Nu udtaler jeg mig som medlem af Alkohol- og Narkotikarådet. Ikke på vegne af rådet – men som medlem. Mit ønske ville være, at vi alle sammen begynder at tale alvorligt om, hvad vi kan gøre for at ændre vores alkoholkultur. I visse kredse af befolkningen er alkoholkulturen usund. 

- Det var diplomatisk sagt…

- Ja. Det skal jeg være som embedsmand. I sidste ende er det et politisk ansvar. 

 

Derfor bad kommunerne om alkoholforbud:

  • I både politiet og sundhedsvæsenet fik corona mange til at sygemelde sig i januar. 
  • Smittetallet var højere end målt nogensinde før – og det førte til en ny teststrategi, hvor PCR-test nu udelukkende er for dem, der bliver alvorligt syge. Hospitaler og testcentre kunne simpelthen ikke følge med den voksende testkø.
  • Alle andre skal tage en kviktest, blive hjemme og raskmelde sig selv. 
  • Dermed er der reelt ikke noget overblik over præcist hvor mange, der er smittede i Grønland. 
  • Strategien var at sprede antallet af smittede ud over længere tid for at undgå, at næsten alle blev syge samtidig. 
  • Strategien var også at undgå spidsbelastning hos politi, i sundhedsvæsenet og hos sociale myndigheder omkring i lønningsweekenden.