Politimesteren anmodede om alkoholforbud: Vi frygtede lønningsweekenden

Politiet er ligesom andre arbejdspladser også ramt af corona, og derfor anbefalede politimesteren et alkoholforbud.
- Det ved vi fra tidligere år, at det skaber ekstra store udfordringer rundt omkring, i relation til alkohol, siger Bjørn Tegner Bay. Foto © : KNR
Skrevet af Ane-Marie Petersen
29. januar 2022 11:04

Hos politiet har vagtcentralen i januar fået flere anmeldelser om husspektakler i forhold til sidste år.

Det er sket, selv om at restauranter, barer og værtshuse siden 11. januar er blevet bedt om at lukke klokken 22.

LÆS OGSÅ Nu lukkes der også for alkoholen i Kommune Qeqertalik

Husspektakler i perioden 11-23. januar 2022 og 2021
                            

                                            2021                    2022
Hele landet:                         81                        90

Avannaata Kommunia          9                         12

Kommune Qeqertalik            6                          5
Qeqqata Kommunia              8                         11
Kommune Kujalleq              10                        19


Kilde: Grønlands Politi

I denne uge har Naalakkersuisut efter anmodning fra både borgmestrene og politiet lukket for alkoholsalget i fire af fem kommuner. Kun Avannaata Kommunia holder fadølshanerne åbne. 

- Den helt store bekymring for politiet er ikke den periode, vi lige har været igennem. For erfaringsmæssigt så er midten af januar en forholdsvis en stille måned politimæssigt, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Politiet frygter lønningsweekenden

Så det er altså ikke på grund af det stigende antal af husspektakler i midten af januar, der har gjort, at han og borgmestrene har bedt om et alkoholforbud.

Det er nærmere denne weekend med blandt andet lønudbetalinger og ferietillæg, der bekymrer. 

LÆS OGSÅ Borgmestre om alkoholforbud: Vi er i fase tre, og fase fire er dér, alting kollapser

For desværre er politiet ligesom mange andre arbejdspladser også ramt af corona. Der er mange sygemeldinger, og andre er derfor nødt til at løbe lidt hurtigere. Det er det samme hos sundhedsvæsenet, hvor personalet også kæmper for at følge med.

Derfor har politimesteren snakket med borgmestrene om at anmode om forbuddet til Naalakkersuisut

- Vores helt store bekymring var den weekend, som vi er i nu. Hvor der er forskellige former for sociale ydelser, løn, pensioner og feriepenge, der bliver udbetalt indenfor en meget kort periode, siger Bjørn Tegner Bay.

- Det ved vi fra tidligere år skaber ekstra store udfordringer rundt omkring i relation til alkohol.

Politiets er også coronaramte

Det er ikke kun uroligheder politiet har udfordringer med.

- Politiet er belastet af corona, ligesom stort set resten af samfundet. Og det er med de øjne vi politimæssigt har sagt, at det bliver en udfordring for os, hvis festerne flytter fra værtshusmiljøet, hvor der er mere kontrol, end hvad der foregår end i de private hjem, siger han og tilføjer:

- Og hvis man sammenholder det med, at vi i politiet er ramt af corona, og derfor har flere sygemeldinger end vi plejer, så giver det her en belastning for os, siger Bjørn Tegner Bay.