Anna Wangenheim: At samle organisationer under samme tag er ikke en spareøvelse
Fremover skal samtlige talsmænd og menneskerettighedsråd sidde under samme tag her i Grønland. I hvert fald hvis det står til Naalakkersuisut, der kom med netop dét forslag i sidste uge.
Men det faldt ikke i god jord hos Handicaptalsmanden, der frygter, at organisationen vil få færre penge, hvis forslaget bliver en realitet. Det er dog ikke meningen, forsikrer Anna Wangenheim (D), der er naalakkersuisoq for sundhed.
- Det er ikke vores mål at lave en spareøvelse. Pengene til organisationerne er allerede sat af på finansloven, og det blvier der ikke ændret ved. Det handler ikke om at spare, siger naalakkersuisoq.
LÆS OGSÅ Tilioq kritiserer nyt forslag: Det er en spareøvelse
Politikerne vil etablere en såkaldt menneskerettighedskommision, hvor Grønlands Råd for Menneskerettigheder og handicap- ældre- og børnetalsmanden vil høre under.
Det skal ifølge Naalakkersuisut styrke det uafhængige arbejde med at beskytte og fremme menneskerettighederne ved at etablere en "samlet og stærk institution."
- Vi kan se, at vi ved at samle ressourcerne kan styrke samarbejdet om menneskerettigheder her i landet. Det er vores største mål, siger Anna Wangenheim.
Der lægges op til at afsætte 12 millioner kroner til kommisionen, som den selv skal finde ud af, hvordan skal bruge.
Men organisationerne skal stadig beholde de penge, som de får nu. Det bliver der ikke ændret ved.
Handicaptalsmanden, Christina Johnsen, frygter dog, at alle pengene skal puljes sammen og deles lige mellem organisationerne, der lige nu får deres egne tilskud fra Selvstyret.
Organisationer styre selv pengene
Men sådan bliver det ikke, forsikrer Anna Wangenheim. Og der er heller ikke lagt op til, at der skal fyres ansatte i lovforslaget, påpeger hun.
- De kommer til at have frihed til at beslutte, hvordan de vil arbejde også i forhold til, om de vil ud og rejse på kysten for eksempel. Hvornår og hvordan, de vil gøre, det er deres egen ret.
Det er planen, at den nye kommission skal være i Nuuk. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Tilioq skal flytte sit hovedkvarter fra Sisimiut, oplyser Departementet for Sundhed.