Tilioq kritiserer nyt forslag: Det er en spareøvelse
Naalakkersuisut fremlagde fredag et forslag om at sammenlægge samtlige talsmænd og menneskerettighedsråd i Grønland.
Her vil politikerne etablere en såkaldt menneskerettighedskommision, hvor Grønlands Råd for Menneskerettigheder og handicap- ældre- og børnetalsmanden vil høre under.
LÆS OGSÅ Tilioq: Døve får ikke nok hjælp til tolkning
Det skal ifølge Naalakkersuisut styrke det uafhængige arbejde med at beskytte og fremme menneskerettighederne ved at etablere en "samlet og stærk institution."
Der lægges op til at afsætte 12 millioner kroner til kommisionen.
Men det forslag får en kølig modtagelse af Handicaptalsmanden Christina Johnsen. Hun mener, at forslaget vil være en spareøvelse, da pengene vil skulle deles mellem eksempelvis MIO og Tilioq, der lige nu får deres egne tilskud fra Selvstyret.
- Det kan være, at jeg ikke lyder særligt solidarisk i min kritik , men vi har kæmpet for at nå hertil i vores institution (Tilioq red.), hvor vi nu kan løse vores lovbundne opgaver, siger Christina Johnsen i en pressemeddelelse.
Beslutninger skal træffes i fællesskab
Kommisionen skal ledes af fem kommissærer, bestående af de tre talsmænd og formændene for Ligestillingsrådet og Grønlands Råd for Menneskerettigheder.
De skal i fællesskab beslutte, hvilke opgaver kommisionen skal udføre i fremtiden. Formanden for kommissionen vil få en afgørende stemme i forhold til eventuel uenighed.
LÆS OGSÅ Børnetalsmand om Naalakkersuisuts folkesundhedsstrategi: Jeg er forhåbningsfuld
Det vil dog gøre det vanskeligere for den enkelte kommissær at udfærdige en strategi for sit eget område, mener handicaptalsmanden.
- Ældretalsmanden og Grønlands Råd for Menneskerettigheder får i dag så få midler, at de ikke kan rejse ud til kysten, lave oplysningskampagner eller undersøgelser. Nu skal alle i menneskerettighedskommissionen så forsøge at enes om, hvordan midlerne skal bruges? Det er ikke at styrke menneskerettigheder, det er ren spareøvelse, siger Christina Johnsen.