Politi: To anholdte i Sisimiut fremstilles

Lørdag blev fire mænd anholdt i forbindelse med et gruppeoverfald.
Den ene af de anholdte er en 19-årig mand, der har været efterlyst i fire uger. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Teitur Larsen
14. januar 2024 11:30

To mænd fremstilles i kredsretten i Sisimiut. De er begge sigtet for vold efter at have deltaget i gruppeoverfald mod en mand i 30’erne natten til lørdag.

Det fortæller vagtchef i Grønlands Politi, Malik Olesen.

Den ene af de anholdte er en 19-årig mand, der har været efterlyst i tre uger efter et voldsomt overfald den 23. december 2023.

Fire anholdt i alt

Udover den 19-årige blev tre andre mænd i 20’erne anholdt lørdag eftermiddag i forbindelse med gruppeoverfaldet. To af mændene er løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.

Malik Olesen kan ikke udelukke, at flere personer vil blive anholdt.

- Efterforskningen kommer til at fortsætte, siger han.

Efter fremstillingen i kredsretten vil politiet tilbageholde de to anholdte mænd i fire uger.

- Så må vi se om retten giver medhold i det, siger Malik Olesen.

Vagtchefen kan heller ikke udelukke, at de to anholdte mænd vil blive sigtet for andre forhold end vold.

- Men det er primært voldsforholdene, vi fokuserer på, siger han.