Angititaq Motzfeldt fik et chok: Kronprinsen genkendte ham

Selvom nervøsiteten meldte sig, så var det en sjov og uforglemmelig aften for både Angititaq Motzfeldt og Ivalu Grønvold, der var inviteret til taffel på Christiansborg i anledningen af Prins Christians fødselsdag.
Prins Christians 18 års fødselsdag
Angititaq Motzfeldt blev chokeret, da det stod klart, at Kronprins Frederik huskede ham fra et besøg i Narsaq. Foto © : Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
16. oktober 2023 17:18

Han bad ellers Ivalu Grønvold om at gå først. Alligevel blev 18-årige Angititaq Motzfeldt som den første af de to gæster fra Grønland modtaget og budt velkommen af Hendes Majestæt Dronningen. 

Med nerverne uden på det sorte jakkesæt bukkede han for Dronning Margrethe og gav hende hånden. 

Dernæst blev Angititaq Motzfeldt hilst velkommen af Kronprins Frederik, Kronprinssese Mary og sidst, men ikke mindst aftenens hovedperson, fødselaren Prins Christian, som havde indbudt 200 jævnaldrende fra Danmark, Grønland og Færøerne til fest.

Det blev startskuddet til en "vild" og "sjov" aften, forklarer Angititaq Motzfeldt. En aften, som seere i øvrigt kunne følge med i på direkte tv søndag. 

Kronprinsen huskede ham

Særligt mødet med Kronprins Frederik, som kammeratligt klappede Angititaq Motzfeldt på ryggen, gjorde indtryk. 

Jeg blev chokeret over, at han genkendte mig. Han (Kronprins Frederik, red.) spurgte mig, om jeg kunne huske, vi så hinanden, dengang han var i Narsaq, siger Angititaq Motzfeldt dagen derpå til KNR. 

Og tilføjer, at kronprinsen er venner med hans far.

Foto © : Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Selvom han ikke er helt klar over, hvad der blev serveret til det kongelige taffel, så var der ifølge Angititaq Motzfeldt tale om tre flotte retter. 

Det bekræfter Ivalu Grønvold, som forklarer, at forretten bestod af små pyntede fisk, mens hovedretten var en lille kylling og en lille kartoffel. Gæsterne fik en småkage til dessert. 

- Forretten var ikke lige mig, så jeg spiste ikke op, indrømmer Ivalu Grønvold. 

Hovedretten faldt til gengæld i god jord. Hverken den eller desserten blev levnet. 

Til bords med de kongelige 

Både Københavns Drengekor og DR Pigekoret optrådte på balkonen. Ligesom omgivelserne i Riddersalen var det en betagende oplevelse, forklarer Ivalu Grønvold og tilføjer, at hun aldrig før har været et så smukt sted. Hun kunne næsten ikke tro, at hun sad midt i det. Angititaq Motzfeldt var mindst lige så begejstret.

Selvom der ikke var alkohol involveret, var der meget energi. Det var rigtigt sjovt, siger Angititaq Motzfeldt, der sad til bords med blandt andre Kronprins Frederik og Kronprinsse Mary.

Hvorfor det netop lige var Angititaq Motzfeldt, der fik lov at sidde til bords med arvefølgen til den danske trone og dennes hustru, ved han ikke. 

- Det fik jeg ikke at vide. I starten vidste jeg ikke, at jeg skulle sidde ved siden af dem. Der var ellers navnekort på bordene, men jeg så det ikke. Jeg blev først klar over det, da de andre sagde, at vi skulle sidde sammen med dem. Og så blev jeg nervøs, forklarer Angititaq Motzfeldt. 

Glad for Grønland

Alligevel formåede han at ryste det af sig.

- Det var rigtig sjovt. De har så meget at sige, at de ikke holder op med at snakke. De spurgte mig blandt andet om, hvordan Grønland er nu, om vi allerede har fået sne. 

- Mary sagde, at hendes datter aldrig har været i Grønland. Mary er glad for Grønland. Hun vil vise Grønland til sin datter, men hun ved endnu ikke, hvornår det bliver, forklarer Angititaq Motzfeldt. 

De to unge fra Grønland var blevet valgt mellem flere ansøgere.

Det er elever fra Selvstyret og Air Greenland, der har stået for udvælgelsen. Air Greenland sponsorerer flybilletterne, og Selvstyret betaler udgifter til overnatninger.

Angititaq Motzfeldt og Ivalu Grønvold rejser tilbage til Grønland i morgen tirsdag.