Ane Lone Bagger om det falske brev: Det er meldt til politiet
For første gang forholder naalakkersuisoq Ane Lone Bagger (S) sig til det falske brev, som er dukket op på de sociale medier Reddit og Indie Bay med hendes underskrift på. Eller forholder sig er måske så meget sagt – for faktisk ser hun ikke rigtigt nogen grund til at kommentere brevet.
- Jeg synes ikke, at vi skal spilde tid på det, da det ikke er sandt, siger naalakkersuisoq for udenrigsanliggender til KNR gennem TV2 efter et møde onsdag i Washington, hvor hun mødtes den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo.
Indholdet i det falske brev er kontroversielt. Det fremgår, at Ane Lone Bagger beder USA om flere penge til en folkeafstemning om Grønlands løsrivelse fra Danmark – og at USA i hemmelighed støtter en hurtig grønlandsk folkeafstemning om uafhængighed.
LÆS OGSÅ Hammond om forfalsket brev: Jeg blev overrasket – og så alligevel ikke
Brevet er skrevet på Naalakkersuisuts brevpapir, og ingen ved endnu, hvem der står bag.
- Sagen er selvfølgelig overdraget til politiet, og jeg har ingen yderligere kommentarer, siger Ane Lone Bagger.
Politiet bekræfter at have modtaget brevet, men ordensmagten er heller ikke yderligt meddelsom.
- Grønlands Politi og PET er opmærksomme på brevet og har ikke yderligere kommentarer til sagen, lyder det i en mail fra politiet.
LÆS OGSÅ IA om forfalsket brev: Det er langt over stregen
Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod ønskede heller ikke at forholde sig til det falske brev tirsdag.
- Åbenlyst falske og fabrikerede ting bør vi ikke give opmærksomhed, det fortjener det på ingen måde. Dem, der fabrikerer den slags har ét formål; at skabe opmærksomhed og splittelse, siger Jeppe Kofod.
I Politiken har eksperter sagt, at det kan være Rusland, som står bag brevet. Det nægtede den russiske ambassade i København i går.