Alkoholforbruget styrer mod bunden

Der er godt nyt for den grønlandske folkesundhed i de seneste nye tal fra Grønlands Statistik. Alkoholforbruget falder nemlig støt.
Skrevet af Karsten Sommer
05. marts 2018 13:40

I 2017 blev der indført og produceret drikkevarer, svarende til 370.000 liter ren alkohol her til landet.

Et fald på 13.000 liter i forhold til året før. Eller 3,5 procent mindre end i 2016.

Vi kommer dog ikke til at tørste.

Tilførslen af alkohol i 2017 svarer til 8,4 liter ren alkohol pr. person over 14 år her i landet. Eller næsten 11 genstande om ugen. Selvom det kan lyde af meget, er det tæt på rekordlavt. Faktisk er det kun år 2015, der kan præsentere et lavere forbrug af alkohol de seneste 30 år.

LÆS OGSÅ Fra 1. marts er det slut med reklamer for alkohol

Set i et lidt større perspektiv, så er det nemlig kun gået en vej med spiritusforbruget i Grønland. Og det er nedad.

I 1988 lød importen på hele 688.000 liter ren alkohol.

Forbruget de sidste 30 år er således faldet med hele 46 procent, eller 318.000 liter. Det er tæt på en halvering.

Iøvrigt - i Danmark viser de nyeste statistiktal, at danskere over 14 år i gennemsnit drikker 9,4 liter alkohol, mod altså Grønlands 'kun' 8,4 liter.