Da Alfred Dam var socialchef i Grønland i perioden 1966 til 1971, fik han indimellem besøg af grønlandske mødre på hans kontor i Nuuk, der bad om at få deres børn at se.

Ofte havde mødrene haft børnene i pleje i en periode, og nu ønskede de at få deres børn igen.

Men efter at have undersøgt sagen, kunne Alfred Dam konstatere, at det ikke var muligt. Børnene var nemlig blevet adopteret bort til danske familier.

- Mødrene havde skrevet under på en adoption, men de havde ikke forstået, hvad en adoption indebar.

- De blev frygtelig kede af det. Vi havde to grønlandske tolke, der til sidst næsten nægtede at tolke, fordi de kunne ikke holde det ud. De kom til at græde, fortæller Alfred Dam, der i dag er 95 år.

Tidligere på måneden kom det frem, at fire grønlandske adopterede samlet kræver en million kroner i erstatning fra den danske stat for uretmæssige adoptioner.

Adoptionerne er sket i 1950’erne, 60’erne og 70’erne.

De er repræsenteret af advokat Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater. Og ifølge advokaten er 15 flere sager på vej.

Historierne om tvivlsomme adoptioner af grønlandske børn har fyldt i medierne i de senere år, men præcist hvor mange børn, der er blevet uretmæssigt bortadopteret, vides ikke. Alfred Dam vurderer, at der er tale om op til et par hundrede i den periode, han var socialchef.

Efterspørgsel på børn i Danmark

Det er 53 år siden, at 95-årige Alfred Dam forlod jobbet som socialchef i Grønland og rejste tilbage til Danmark.

Men Grønland har fortsat en vigtig plads i hans liv. I hans hjem i Gentofte hænger et stort guldindrammet Emanuel Petersen-maleri af isflager, Østgrønlandske træmasker dekorerer en anden væg, og rundt omkring står tupilakker og figurer.

Og for tiden optager adoptionssagerne, der nu er dukket op fra fortiden, særligt hans tid.

Alfred Dam påpeger særligt to faktorer, der havde indflydelse på, at flere mødre ikke forstod, at deres børn blev bortadopteret.

- De juridiske termer var dengang meget besværgelige at oversætte til grønlandsk. Samtidig var plejeforholdene i Grønland ofte på den måde, at man hjalp hinanden med at passe børnene. Det var ikke juridisk ødelæggende, siger Alfred Dam.

I Grønland har man traditionelt set ikke haft anonyme adoptioner, hvor de oprindelige forældre mister de juridiske rettigheder over børnene.

I stedet var det mere almindeligt, at børn af forskellige årsager kom i pleje hos familiemedlemmer eller andre personer for en længere periode. Samtidig har man i Grønland også haft tradition for "gavebørn", hvor børnene voksede op hos andre voksne end forældrene, men stadig havde en tilknytning til de oprindelige forældre.

Og det er ifølge Alfred Dam de kulturelle forskelle, der kan have indflydelse på, at grønlandske forældre ikke forstod, hvad en adoptione indebar.

Samtidig oplevede han som socialchef, at der var efterspørgsel på grønlandske børn fra dansk side.

- Jeg fik mange henvendelser, breve, hvor danskere skrev til mit kontor og troede, at de kunne få et adoptivbarn. Opfattelsen var fuldstændig absurd anderledes, siger han.

Vi gjorde, hvad vi kunne for at forhindre det

Tilbage i 1960’erne var det Mødrehjælpen, der stod for at administrere adoptioner af grønlandske børn. Mødrehjælpen, der var etableret i Grønland efter aftale med den danske stat, havde et kontor i Nuuk, der fungerede som adoptionskontor, fortæller Alfred Dam.

Gennem 1950'erne og 60'erne steg befolkningstallet i Grønland betydeligt. I 1966 toppede antallet af nyfødte med 1.781 børn, der blev født.

Ifølge Alfred Dam var det ofte dansk personale som eksempelvis sygehuspersonale eller kommunale medarbejdere, der fungerede som bindeled mellem de oprindelige mødre og Mødrehjælpen eller adoptanter.

Hvordan vil du karakterisere det adoptionssystem, der var dengang?

- Det blev set som godt nok og principielt godt, hvis man var i stand til at forklare mødrene, hvad de gik ind til. Det var i hvert fald ikke tænkt i ondskab. Men det har haft en række fortvivlende resultater siden. Det var tænkt som hjælp til det grønlandske samfund, kvinder og børn, siger han.

Selvom Alfred Dam bestred den vigtige stilling som socialchef, var det ikke muligt for ham at forhindre adoptioner – selv når mødrene ikke havde forstået, at de havde skrevet under på en adoption, fortæller han.

- Vi gjorde, hvad vi kunne for at forhindre det. Men jeg kan selvfølgelig være ked af at det ikke er lykkedes i mange tilfælde.

- Når vi fik viden om det, så stoppede vi det og forbød personalet i børnehaven, eller hvor det end var, at være medvirkende. Vi skrev ud til dem, at det måtte de ikke, siger han.

Men ifølge Alfred Dam var det stort set umuligt for de socialtansatte at kontrollere adoptioner i resten af landet. Det var kun sjældent, at de rejste rundt i landet, og uden telefonen var det svært at få forbindelse til resten af landet.

- Vi vidste ikke, hvad der foregik.

Han vil i dag ikke pege på, hvem der havde ansvaret for de uretmæssige adoptioner.

Men han forstår godt, at der er adopterede, der i dag er “bitre”.

- Jeg kan kun sige, at der er nogle i tidens løb der har lavet nogle tåbelige adoptioner, som de ikke burde have lavet.

- Men jeg tror ikke, det er gjort i ond mening. Det er alt sammen i det fortærskede udtryk 'i den bedste mening'. Men kan man rejse erstatning på grund af uforstand, det ved jeg ikke, siger Alfred Dam.