Aleqa takker Løkke for investeringer i lufthavne

I et brev til statsministeren takker folketingsmedlem Aleqa Hammond for regeringens engagement i Grønlands lufthavnsplaner. ’Vi har tillid til jer’, skriver hun i den danske udgave af det åbne brev.
Foto © : Siumut
04. oktober 2018 14:57

Mens folketingets medlemmer i dag torsdag deltager i den årlige åbningsdebat, har Aleqa Hammond valgt at blive i Nuuk på grund af aktiviteter i Inatsisartut.

I stedet har hun sendt et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen med sit input til åbningsdebatten.

LÆS OGSÅ USA advarer Danmark om kinesisk entreprenør i Grønland

Og her indleder Hammond med at rose regeringen for at inddrage de nordatlantiske mandater i politiske beslutninger i Folketinget og for at være gået ind i sagen om lufthavnsbyggerierne i Grønland.

- Vi hilser danske investeringer velkommen. Som nævnt ved tidligere lejligheder, så foretrækker vi danske investeringer fremfor udenlandske investeringer. Vi har tillid til jer, skriver hun i den danske udgave af brevet.

Åben for kinesiske penge

Folketings- og inatsisartutmedlem Aleqa Hammond har ved flere lejligheder efterlyst et større engagement i Arktis, både politisk og økonomisk, fra Danmarks side.

Hun har dog også påpeget, at hun ikke er så ’Kina-forskrækket’ som flere danske politikere, men er åben for kinesiske investeringer i Grønland.

LÆS OGSÅ Partier frygter kinesisk bud - Aleqa kalder indblanding uacceptabel

Med finansieringstilbuddet fra staten i Kalaallit Airports håber hun dog, at flere danske penge er på vej til Grønland.

- Flere danske investeringer på tværs af sektorer vil skabe muligheden for et større samarbejde mellem Grønland og Danmark. Investeringer der kan sikre et endnu tættere samarbejde mellem vores lande, når Grønland opnår fuld selvstændighed, skriver Hammond.

Åbningsdebatten kan i øvrigt følges direkte på Folketingets hjemmeside.