Akut mangel på demensboliger

Der bliver flere og flere demente i Kommuneqarfik Sermersooq. Det kræver flere pladser på kommunens alderdomshjem og bedre forhold.
Foto © : KNR
Skrevet af Ane-Marie Petersen
17. januar 2018 08:02

Randi Vestergaard Evaldsen fra kommunens Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked vil have undersøgt muligheden for at etablere et plejehjem med et særligt afsnit til demente.

- Vi kan se, at tallene for ældre med demens er stigende. Det er sørgerligt, men vi bliver nødt til at tilpasse os til det, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Ifølge kommunen er der i dag 40 personer med demens, der modtager hjælp fra kommunen. Men det er kun en fjerdedel, der bor på et plejehjem med demenspladser.

Det betyder dog ikke, at de resterende 30 borgere bliver svigtet, understreger konstitueret direktør for Velfærd og Arbejdsmarked Kista Lynge Høegh.

- Vi har plads til dem, men ikke i de optimale omgivelser. Men vi har dem i vores plejehjem allerede i dag, siger Kista Lynge Høegh.

LÆS OGSÅ Ikke alle kommuner er klar til flere demente

Randi: Finansieringen skal på plads

Hvis det bliver besluttet, at der skal bygges nyt til ældre med demens, har kommunen flere forskellige scenarier om, hvordan det kan løses:

Udvide eksisterende institutioner, konvertere handicapboliger til demensboliger eller en helt tredje løsning:

- Eller har vi behov for at bygge en helt nyt institution?

LÆS OGSÅ Flere demente kræver specialister

Men det koster at bygge nyt. Ifølge kommunens beregninger skal der 55 millioner kroner til for at bygge en helt nyt bygning.

Ifølge Randi Vestergaard Evaldsen skulle det ikke være et problem at finde pengene. Hun mener nemlig, at de ældres behov kommer først.

 - Det er ikke deres valg at blive syge. Derfor er det vigtigt at finansieringen skal på plads. Fordi rammerne skal forbedres så de ældre og deres pårørende skal føle sig trygge, siger Randi Vestergaard Evaldsen.