Aka Niviâna Mørch Pedersen er med i kæmpe successerie

- Selvfølgelig handler serien om inupiat i Alaska, men vi kunne vise og fortælle om, hvordan vi er i Grønland, siger skuespilleren.
Aka Niviâna Mørch Pedersen til premierefest 9. januar i Los Angeles. Foto © : Scanpix
15. januar 2024 17:03

I går var der premiere på den nye sæson af True Detective på HBO. En serie, som i nu fire sæsoner handler om mystik og mord i amerikanske provinsflækker, der bliver løst af et ulige detektivmakkerpar. Den fjerde sæson handler om inuit i Alaska. Der er vinteren en evig nat, og frostgraderne er koldere end i en kummefryser.

Sæsonen skal egentlig forestille at foregå i den fiktive by Ennis langt ude i vildmarken. Mellem venner og fjender kaldes byen for verdens ende, skriver anmelderen i filmmagasinet Ekko. Men i virkeligheden er den indspillet i Island.

På rollelisten er blandt andet Jodie Foster som den ene af de to kvindelige detektiver, der skal løse et mysterium om otte forsvundne mænd.

True Detective

True Detective ”Night Country” havde premiere på HBO i går søndag 14. januar. 

Det er den fjerde sæson.                                               

 Antal afsnit: Seks

Flere grønlandske skuespillere er også på listen. Blandt andet Aka Niviâna Mørch Pedersen. Hun spiller Julia, som er søster til den anden kvindelige detektiv, der spilles af den tidligere professionelle bokser Kali Reis.

Scener i den mørkeste nat

KNR fangede hende i fredags efter premieren i Los Angeles. 

- Det var uforglemmeligt, siger hun.

- Det var fantastisk. Det var selvfølgelig også lidt hårdt. De fleste scener foregår om natten, så vi skulle frem og tilbage og filme om natten i syv måneder. Men det er fantastisk at være med i en så stor produktion.

Nivi Pedersen, Angunnguaq Larsen og Aka Niviâna Mørch Pedersen. Foto © : Privat

Aka Niviâna Mørch Pedersen er med i alle seks afsnit.

Min figur er en smule speciel, siger hun.

- Det er meget godt at kunne vise vores historier. Selvfølgelig handler denne serie om inupiat i Alaska, men vi kunne vise og fortælle om, hvordan vi er i Grønland. Især for amerikanerne er det jo første gang, de møder nogen fra Grønland.

Reykjavik var fyldt med grønlændere

Og den store premierefest i Hollywood tog hende med storm i sidste uge:

- Det var utroligt. Der var enormt mange journalister og folk, der tog billeder, og folk, der kaldte mig ved navn og stillede forskellige spørgsmål.

- Det må være en oplevelse, som mange af dem, jeg selv har set på film, har haft.

Aka Niviâna Mørch Pedersen sammen den ene ene hovedrolleindehaver Kali Reis. Foto © : Privat

En anden skuespiller på rollelisten er Angunnguaq Larsen, der spiller rollen som en alaskansk jæger.

Han har tidligere fortalt KNR, at Reykjavik var fyldt med grønlændere, som skulle medvirke i serien som skuespillere eller statister. 

- Der var fyldt med folk her fra Nuuk og en del grønlændere fra Danmark. Der var en stor gensynsglæde og selvfølgelig et stort sammenhold mellem os, fortæller Angunnguaq Larsen.

- Når man er fra samme sted, men mødes i et andet land, så bliver man rigtig gode venner. Så det blev til en del gode aftener rundt omkring i Reykjaviks gader.