Afviser tidlig alliance med IA

Medstifter og politisk næstformand i Partii Naleraq, Per Rosing-Petersen, afviser, at partiet skulle have lovet et samarbejde med IA.
28. oktober 2014 12:14

Flere iagtagere vurderer, at der er vind i sejlene til det nye Partii Naleraq, og de har modtaget populære afhoppere fra de andre partier. Men bliver en stemme på Naleraq en stemme på IA eller Siumut?

Partiets politiske næstformand afviser rygter om, at der allerede skulle være aftalt en alliance mellem dem og Inuit Ataqatigiit.

- Vi har vores egen farve og vi har vores egen politik, og det går vi ud fra. Så må vi se, hvilke af de to nuværende store partier, der bejler mest til vores politik, siger siger Per Rosing Petersen, medstifter af Partii Naleraq og politisk næstformand, til KNR. 

Læs også Naleraq har kandidaterne klar

- Vores primære tanke i øjeblikket er, 'sammen med hvem får vi den største partipolitiske gevinst i en kommende koalitionsaftale?' siger Per Rosing-Petersen.

 

Nævner allerede indgået alliance

Doris Jakobsen fortæller til radioavisen, hvordan en alliance allerede skulle være på plads mellem Inuit Ataqatigiit og Parti Naleraq. I grove træk skulle alliancen gå på, at Naleraq kan få posten som naalakkersuisoq for fiskeri, hvis IA sidder ved roret.

Påstanden om en alliance gør Per Rosing Petersen vred.

 
Enhver form for rygtespredning, der forgår på nuværende tidspunkt, kan jeg fuldstændig afvise. Vi laver ikke alliancer endnu, og alliancehistorierne er til for at skabe forvirring, og de giver mislyde i en god valgkamp, siger Per Rosing-Petersen.

 

Den politiske næstformand i Partii Naleraq forklarer, at partiet for nuværende hælder både til IA og til Siumut i flere af de store emner i valgkampen.

 

Læs også Siumut frygter ikke Naleraq i Nordgrønland