Aaja Chemnitz om Papes syn på Grønland: Yderst vanskeligt at se ham som statsminister

Det er bekymrende, at en statsministerkandidat udtaler sig sådan om Grønland, mener IA's Aaja Chemnitz.
Det var til Folketingets åbningsdebat i torsdag, at Aaja Chemnitz konfronterede Søren Pape (KF) med kontroversiel udmelding. Foto © : Anne-Katrine B. Olsen

Folketingskandidat Søren Pape Poulsen fra de Konservative er kommet på glat is.

Det sker efter, at Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz til folketingets åbningsdebat torsdag konfronterede Søren Pape med, at han eftersigende skulle have kaldt Grønland for Afrika på is.

Og selvom Pape først udbad sig dokumentation for påstanden, er der nu kommet andre toner på banen.

LÆS OGSÅ Statsministerkandidat bekræfter at have kaldt Grønland for Afrika på is

I et interview med Ekstra Bladet siger Pape efterfølgende, at han mener, Grønland kan sammenlignes med et udviklingsland. 

Og det er bekymrende, at en statsministerkandidat udtaler sig sådan om Grønland, mener Aaja Chemnitz.

- Det er ikke særlig respektfuldt, hvis man skal have et samarbejde, at man udtaler sig så firkantet og fordømmende om Grønland. Der er rigtig mange ting i det grønlandske samfund, som også er velfungerende, og som bliver løftet, og der er en helt anden levestandard, end der er i et udviklingsland, siger Aaja Chemnitz til KNR.

Det naturlige valg er...

Aaja Chemnitz oplyser til KNR, at Pape har sagt undskyld for bemærkningen i en SMS, og at de to politikere har aftalt at mødes for "at rense luften" efter valgkampen.

Alligevel mener IA-politikeren, at det bliver svært at se Søren Pape som den næste statsminister.

- Det her er en dyb rids i lakken i relation mellem Danmark og Grønland, men også personligt. Jeg har svært ved at se et tættere samarbejde med de Konservative og Søren Pape som statsminister, siger Aaja Chemnitz.

Det er vigtig at have en åben debat om, hvad det er for nogle holdninger, der er til Grønland, og slå ned på dem når de bliver for firkantede og generaliserende.

Adskille meningsmålinger viser tæt løb mellem rød og blå blok til det danske folketingsvalg, og for at få et flertal i folketinget på 90 mandater, kan de nordatlantiske mandater derfor få en afgørende betydning.

Hvilken betydning har Papes udmelding i forhold til at pege på ham som statsminister, Aaja Chemnitz?

- Det har selvfølgelig en betydning for det samlede billede af de statsministerkandidater, der er. Der er spekuleret i, at de nordatlantiske mandater kan få en afgørende betydning. Der ville det være yderst vanskeligt at pege på Søren Pape.

Hvem vil du pege på som Danmarks næste statsminister, som det ser ud nu?

Det naturlige valg vil være Mette Frederiksen (S), men jeg synes, det er vigtigt at sikre den bedst mulige forhandlingssituation. Derfor er det vigtigt ikke bare at give sit mandat på forhånd, men at man stiller nogle klare håndgribelige krav. Det vil vi komme med fra IA i de kommende dage, siger Aaja Chemnitz.

Firkantede holdninger

Ifølge Søren Pape selv faldt bemærkningen om, at Grønland er Afrika på is på et møde på den amerikanske ambassade for flere år siden.

Ifølge Aaja Chemnitz er det først i torsdags på dagen for Folketingets åbningsdebat, at hun fik det fortalt af flere uafhængige kilder.

Derfor mener hun, at det var relevant at få uddybet.

- Det er vigtig at have en åben debat om, hvad det er for nogle holdninger, der er til Grønland, og slå ned på dem når de bliver for firkantede og generaliserende, siger hun.

Også formand for Naalakkerusisut Múte B. Egede har kritiseret Søren Papes udtalelser til Ekstra Bladet, hvor han siger, at han kan have svært ved at se et godt samarbejde, hvis udtalelserne er et udtryk for Søren Papes grundholdning.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Søren Pape, men det har ikke været muligt før deadline.