70 nye anstaltspladser kan være på vej til Grønland

En overfyldt anstalt med to indsatte i en enkelt celle. Det er hverdagen for de indsatte i anstalten i Nuuk, som Europarådets Torturkomité rejste kritik af i sidste uge. En kritik, som naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen (IA), er enig i.
Men nu kan der være nye forhold på vej.
Torsdag præsenterede den danske justitsminister, Peter Hummelgaard, regeringens bud på en ny straffereform. Og den indeholder også et forslag om, at der skal etableres 70 nye anstaltspladser i Grønland.
Selvom retsvæsenet i Grønland administreres af Danmark, vil naalakkersuisut blive inddraget i arbejdet. Det skriver Naaja H. Nathanielsen i en pressemeddelelse.
- Det har længe været et stort politisk ønske for Naalakkersuisut at foranstaltningsniveauet for særligt alvorlige forbrydelser forhøjes. Det vil imidlertid kræve, at der etableres ekstra pladser i anstalterne, som i forvejen er overbelastede.
- Jeg har derfor set frem til, at Grønlands ønsker blev hørt, og jeg glæder mig over, at det endelig ses ud til at være sket, udtaler hun i pressemeddelelsen.
Køjesenge i stedet for enkeltseng
Anstalterne i Grønland har i de senere år arbejdet med ‘planlagt dobbeltbelæg’ i forsøg på at nedbringe ventelisterne til anstalterne.
Det forklarede direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Christian Høygaard, til KNR i maj sidste år.
- Med planlagt dobbeltbelæg menes der, at vi indkalder flere indsatte, end vi egentlig har værelser til på de enkelte anstalter. Helt konkret har vi installeret enkelte værelser med en køjeseng i stedet for en enkeltseng. Og det betyder, at der så kan være to på det værelse i stedet for blot en enkelt indsat, sagde han.
Ventelisterne til anstalterne er blevet markant kortere siden man indførte ‘planlagt dobbeltbelæg’.