Flere dømte på samme værelser har gjort venteliste til anstalterne kortere

Ved hjælp af ’planlagt dobbeltbelæg’ er det lykkedes at få nedbragt ventelisterne til landets anstalter drastisk. Men det presser både ansatte og anbragte, mener Fængselsforbundet.
På flere værelser i anstalterne må indsatte acceptere at skulle se ud af det samme vindue. For at få ventelisten ned har man nemlig rykket køjesenge ind på enkeltværelser, så der er plads til flere indsatte. Foto © : KNR
Skrevet af Thor Bill
20. maj 2024 10:35

Der er flere indsatte i landets anstalter, end der egentlig er plads til.

Flere steder deler indsatte nemlig værelser, der ellers kun er beregnet til én enkelt person.

En aktindsigt fra Kriminalforsorgen viser eksempelvis, at der den 18. april sad i alt 165 dømte på anstalterne, selvom der officielt kun er plads til 154.

Og det er langt fra nyt.

Anstalterne har det seneste halvandet år arbejdet med ’planlagt dobbeltbelæg’, forklarer direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Christian Høygaard.

- Med planlagt dobbeltbelæg menes der, at vi indkalder flere indsatte, end vi egentlig har værelser til på de enkelte anstalter. Helt konkret har vi installeret enkelte værelser med en køjeseng i stedet for en enkeltseng. Og det betyder, at der så kan være to på det værelse i stedet for blot en enkelt indsat.

Det gør man i et forsøg på at nedbringe ventelisterne til anstalterne.

Og det har virket. Ventelisten til anstalterne er blevet markant kortere.

I august 2022 ventede 107 personer på at kunne afsone deres dom på én af anstalterne.
I april 2024 var tallet faldet til 50.

Venteliste til anstalterne

En aktindsigt fra Kriminalforsorgen i Grønland viser, at der den 18. april befandt sig i alt 50 personer på venteliste til anstalterne.

Heriblandt; 

- 12 personer dømt for vold

- 5 personer dømt for voldtægt eller voldtægtsforsøg

- 7 personer dømt for anden sædelighedskriminalitet samt incest

- 5 personer dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer

- 1 person dømt for anden lovovertrædelse

Herudover er 13 dømte udeblevet fra afsoning, 2 dømte er tilbageholdt i andre sager, 2 dømte har fået tilladelse til udsættelse og 3 dømte er indkaldt til afsoning i kommende uger. 

Ifølge direktøren for Kriminalforsorgen i Grønland har brugen af planlagt overbelæg været ét af flere virkemidler for at få ventelisten ned.

Presset personale

Hos Fængselsforbundet, der er anstaltsbetjentenes fagforbund, mener man dog ikke, at planlagt dobbeltbelæg er en god løsning. 

For det presser personalet, siger René Larsen, der er fungerende fællestillidsmand for de grønlandske anstaltsbetjente og forbundssekretær i Fængselsforbundet. 

- Det bliver mere presset, fordi der er flere tilbageholdte og flere anbragte, end der ellers er normeret til, siger han.

Og det kan mærkes hos anstaltsbetjentene. Blandt andet på deres sygefravær, vurderer René Larsen.

- Når overbelæg finder sted i Kriminalforsorgen, så presser det arbejdsmiljøet. Og når arbejdsmiljøet er presset, kan vi også konkret se, at anstaltsbetjentenes sygefravær stiger. Så tingene hænger sammen.

Det går ud over anstaltsbetjentene og deres arbejdsmiljø, når der er flere indsatte, end der er plads til, mener René Larsen, der er fungerende fællestillidsmand for de grønlandske anstaltsbetjente og forbundssekretær i Fængselsforbundet Foto © : Fængselsforbundet

Og det er da heller ikke en optimal løsning, erkender direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Christian Høygaard.

- Jeg vil ikke skjule, at det har konsekvenser for både indsatte og ansatte, fordi der er flere om de samme faciliteter, og der er flere indsatte, som det samme antal personale skal fordele deres opmærksomhed på. Så det har jo selvfølgelig en betydning for de mennesker, der hver dag arbejder og opholder sig ude i anstalterne.

Omvendt pointerer Christian Høygaard også, at der er konkrete fordele ved at gøre plads til flere indsatte i anstalterne.

- Fordelene er, at vi får eksekveret på de foranstaltninger, som de domfældte er idømt. Samfundet får sin retfærdighed, kan man sige.

- For de dømte er det også godt, at de kan komme ind og få afsonet deres foranstaltninger, så de kan komme videre til et liv uden kriminalitet, siger han.

Arbejdsmiljø over venteliste

For at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for de ansatte, ser René Larsen fra Fængselsforbundet hellere, at man accepterer længere ventelister i stedet for at have overbelæg på anstalterne.

- Det rigtige ville jo være, at dem, der ikke var plads til, måtte vente på at afsone. Men det er et politisk no go. Både i Danmark og i Grønland. Det vil politikerne ikke være med til, siger han.

Dog vil direktør i Kriminalforsorgen i Grønland, Christian Høygaard, gerne medgive, at planlagt dobbeltbelæg ikke bør være en permanent løsning.

- Vi benytter det kun, så længe det er nødvendigt. Og det klare udgangspunkt er, at de indsatte skal tildeles enkeltværelser. Så det er noget, vi gør, fordi vi vurderer, det er nødvendigt

Ifølge Fængselsforbundet kan det mærkes på anstaltsbetjentene sygefravær, at de er pressede over de mange indsatte. Foto © : Fængselsforbundet

Et alternativ kunne ifølge René Larsen fra Fængselsforbundet være at oprette en midlertidig anstalt, som det tidligere er gjort i Kangerlussuaq, for på den måde at nedbringe ventelisten.

Men den ide afviste daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) i 2021.

KNR har forsøgt at få et interview med den nuværende justitsminister Peter Hummelgaard (S). Det har dog ikke været muligt. Til gengæld har ministeren sendt en skriftlig kommentar;

- Jeg er meget opmærksom på kapacitetsudfordringerne i de grønlandske anstalter, og det pres overbelæg indebærer for de ansatte såvel som de indsatte. Justitsministeriet har blandt andet på den baggrund igangsat et arbejde med henblik på at overveje, hvordan man håndterer de grundlæggende kapacitetsudfordringer i anstalterne.