Velkendt ansigt er ny chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

Thomas Ahrenkiel, der også tidligere har været FE-chef, skal igen være chef for efterretningstjenesten.
Thomas Ahrenkiel er udpeget som ny chef for FE. Foto © : Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. maj 2025 12:28

Det bliver et velkendt ansigt, som skal stå i spidsen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fra 1. september.

Thomas Ahrenkiel er udpeget som ny chef for FE, som han også var chef for i perioden 2010 til 2015.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Thomas Ahrenkiel afløser den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Svend Larsen, der har posten, mens den tidligere chef Lars Findsen er hjemsendt.

57-årige Thomas Ahrenkiel kommer fra en stilling som partner og europæisk direktør i konsulentbureauet Macro Advisory Partners.

Styrke sikkerhed

Efter at han i 2015 stoppede som chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, blev han departementschef i Forsvarsministeriet frem til 2020. Tidligere har han haft ledende stillinger i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

- Jeg glæder mig til at vende tilbage til FE og få mulighed for at bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed, siger han i pressemeddelelsen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) udtaler i pressemeddelelsen, at FE med Ahrenkiel får en chef med utrolig stor indsigt og erfaring på området. Han takker samtidig Svend

Larsen for indsatsen som fungerende chef.

- Svend Larsen overtog ansvaret for ledelsen af Forsvarets Efterretningstjenesten på et svært tidspunkt. Han har løst opgaven til fulde - også i lyset af de udfordringer, som krigen i Ukraine har medført for Danmark og vores allierede, siger ministeren.

/ritzau/