41-årig mand er kendt skyldig i dumper-påkørsel i Nuuk

En mand er netop blevet kendt skyldig i uagtsomt manddrab i Sermersooq Kredsret. 
Ud over dommen for manddrabet er den tiltalte også fundet skyldig i både falsk anmeldelse og flere gange at have kørt spirituskørsel. Foto © : KNR / Christine Hyldal
31. oktober 2023 13:11

I dag er der sat et punktum i en sag om et uagtsomt manddrab, der skete tidligere i år.

En 41-årig mand påkørte 10. februar klokken 07.30 en 63-årig kvinde i et kryds i Nuuk. Dommen er netop faldet i Sermersooq Kredsret, og manden er idømt 30 dages betinget anbringelse i anstalten og en bøde på 45.500 kroner. 

Ud over dommen for manddrabet er den tiltalte også fundet skyldig i både falsk anmeldelse og flere gange at have kørt spirituskørsel. Ifølge anklageskriftet mod ham er han tiltalt for to forhold om spirituskørsel med få dages mellemrum.

Spritkørsel gange to

Tilbage i slutningen af april meldte han en bil stjålet, selvom han selv kørte den selvsamme bil i grøften i spirituspåvirket tilstand tidligere den dag. En promillemåling viste, at manden havde en promille på to under kørslen, og han er derfor både dømt for falsk anmeldelse og spirituskørsel.

Blot et par dage senere er han igen blevet stoppet med en promille langt over det tilladte. En måling viste denne gang en promille på 2,3.

Den 41-årige og hans advokat har modtaget dom for spirituskørsel - men de anker forholdet for uagtsomt manddrab og den såkaldte vigepligtsforseelse, der første til drabet på den 63-årige kvinde i februar. 

Det betyder, at den del af sagen skal for Landsretten på et senere tidspunkt. 

Den betingede dom på 30 dage betyder, at hvis manden ikke begår noget kriminelt indenfor de næste to år, kan han se frem til ikke at skulle afsone i anstalten. Hvis han begår noget kriminelt i løbet af de næste to år udløses dommen - og så skal han 30 dage i anstalten. 

Udover bøden på de 45.500 korner og den betingede dom har manden også fået frakendt sit kørekort i 10 år.

Græd og snøftede

Manden er tidligere dømt for spritkørsel. Nu er det så sket igen, og det var en berørt 41-årig, som dommeren dømte. 

Han græd og snøftede, fortæller KNR's udsendte i retten. 

Også anklageren understregede efter dommen, at ulykken er en 'ulykkelig hændelse for alle parter'.

- Men jeg er selvfølgelig tilfreds med, at retten følger den påstand, som anklagemyndigheden har haft, og at der nu er sat et foreløbigt punktum, siger anklager Anita Larsen kort efter domsafsigelsen.

Anklagemyndigheden udbad sig 14 dages betænkningstid, så nu skal de vurdere, hvordan de formulerer  anken til Landsretten, fortæller anklageren.

- Det er sådan, at når den tiltalte anker, så har vi i anklagemyndigheden mulighed for at anke til stadfæstelse eller anke til skærpelse, og det er det, vi skal vurdere, hvad vi vil gøre, inden vi giver et svar på det, siger Anita Larsen.