14-årig blev smidt ud af elevhjem: Kommunen har ingen plan

Ivinnguaq Jensen fra bygden Saqqaq har mistet sin ret til at fuldsføre folkeskolen, da han blev hjemsendt fra elevhjemmet i Ilulissat. Men forældrene har intet hørt fra de ansvarhavende embedsmænd i kommunen.
Sakkak Jensen, som er far til 14-årige Ivinnguaq Jensen, sætter spørgsmålstegn ved, at undervisningenspligten ikke følges i Avannaata Kommunia.
16. december 2023 11:11
Versionist Najâraq Egede

Mens andre 14-årig børn sidder på skolebænken og får undervisning, sætter Ivinnguaq Jensen varer på hylderne i Pilersuisoq i Saqqaq.

Han blev sendt hjem efter én måneds ophold på elevhjemmet i Ilulissat, hvor han gik i 9. klasse på Atuarfik Mathias Storch. Og det skette uden, at der var en plan for hans videre skolegang. Hans far Sakkak Jensen er uforstående overfor, at kommunen ikke har kontaktet dem. 

- Vi føler os totalt svigtet fra kommunen. Hans mor og jeg har tænkt på, hvorfor de ikke kontakter os? Hvorfor er der ingen, som tænker på vores barn? Hvorfor er der ingen, som gør noget for, at han forbliver i skolen, spørger han og fortsætter:

- Ingen tænker på at kontakte os. Der er ingen, der har gjort tiltag til at hjælpe os, siger Sakkak Jensen.

Ivinnguaq Jensen blev hjemsendt, fordi han ikke følger reglerne på elevhjemmet og heller ikke mødte ind til timerne og derfor ikke kunne følge med i skolegangen. Det står der i hjemsendelses-papirerne. Men da man ikke kan gå i 9. klasse i Saqqaq, mister han sin ret til skolegang.

I Grønland er der ellers undervisningspligt i folkeskolen.

Smidt ud midt i sorgen

At han ikke kunne følge med i skolegangen skyldes sorg, siger Sakkak Jensen.

- Han udeblev fra skolen, da han savnede familiemedlemmer, som er døde. Vi har i familien nemlig været igennem flere dødsfald på grund af kræft i 2022 og i 2023, og det var grunden til, at han ikke kunne koncentrere sig til undervisningen, siger han og fortsætter:

- Til trods for at vi talte meget med ham da det skete, var det som om, han ikke kunne komme videre.

Elevhjemmet vidste godt, at Ivinnguaq Jensen sørgede, og det blev foreslået, at han skulle tale med en psykolog. Sakkak Jensen og familien sagde ja med det samme til tilbuddet. Men den tilbudte behandling er slet ikke blevet virkeliggjort. 

- Vi fik ellers fortalt, at han skulle til samtaler med en psykolog. Vi har godkendt det, for vi vil gerne have, at han får hjælp. Vi er jo ikke sammen med ham til daglig. Men han har ikke fået de lovede samtaler, siger Sakkak Jensen.

Med tiden fik Ivinnguaq det kun værre, og hans fravær blev kun højere.

Til sidst valgte skolehjemmet i september at smide ham ud, da de ikke mente, at de kunne have ham boende, når han ikke gik i skole. Det mærkelig var bare, at Atuarfik Mathias Storch ikke anede, at de i havde mistet en elev.

Det var først, da skolen kontaktede forældrene, at de fandt ud af, at han var blevet smidt ud af elevhjemmet og sendt hjem til Saqqaq.

Ingen planer for fortsat skolegang

Atuarfik Mathias Storch havde ikke lagt en plan for, hvad Ivinnguaq Jensen skulle nu, og derfor blev Sakkak Jensen nødt til at sørge for, at hans søn kom i midlertidig praktik i samarbejder med bygdeskolens leder i Saqqaq.

Den 14-årige er nu i praktik i bygdebutikken Pilersuisoq i Saqqaq indtil udgangen af året.

Sakkak Jensen fortæller også, at det endnu er uvist, hvad Ivinnguaq Jensen skal lave fra nytår.

- Der er ingen planer for resten af skoleåret. Det kan jeg lige så godt sige. Hvad han skal lave fra nytår? Jeg ved ikke engang, om han må fortsætte sin praktikperiode i Pilersuisoq, siger Sakkak Jensen.

Lovgivning om folkeskolen og ophold på elevhjem

Selvstyrets lovbekendtgørelse af Inatsisartutlov om folkeskolen

Undervisningspligt

§ 29.  Ethvert barn, der bor i Grønland, eller som skal opholde sig i landet i mindst 6 måneder, er undervisningspligtig efter reglerne i §§ 30-31.

Selvstyrets bekendtgørelse om ophold på elevhjem

§ 2.  Ophold på elevhjem skal tilbydes elever på 9. og 10. klassetrin, der i deres hjemby eller bygd ikke kan tilbydes en skolegang i henhold til Inatsisartutloven om folkeskolen. Ved hjemby eller bygd forstås den by eller bygd, hvor elevens aktuelle skolegang foregår.

§ 24. Stk. 2. Hvis elevhjemsopholdet afbrydes, skal kommunalbestyrelsen gennem socialfaglige foranstaltninger, herunder anbringelse i plejefamilie, påse, at eleven fortsat får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Stk. 3.  I forbindelse med afbrydelse af elevhjemsopholdet skal visitationsenheden udarbejde en handleplan med stillingtagen til, hvordan undervisningsforpligtelsen fortsat varetages.

Enhver skoleelev, som er hjemsendt, skal starte igen i folkeskolen efter en praktikperiode. Det siger skolekonsulent Lars Fleischer i Avannaata Kommunia.

Ifølge Inatsisartuts lov for folkeskolen skal der laves en handleplan, hvis et barn hjemsendes fra et elevhjem. Og det er kommunens ansvar at sørge for det. 

- Visitationsenheden eller skolen skal altid sørge for at tale med forældrene om deres barns sag og lave en handleplan. Det er normalt, at en elev skal tilbage til folkeskolen for at kunne afslutte den, også efter et praktikophold, siger Lars Fleischer.

Men planen for Ivinnguaq Jensen er ikke lavet. Det bekræfter skolehjemmets leder i Ilulissat.

Kommunen vil ikke tage ansvar

Skolekonsulent Lars Fleischer forklarer også, at selvom det i Inatsisartuts forordning for folkeskolen står, at hovedansvaret ligger hos kommunen, så har Avannaata Kommunia alligevel bestemt, at ansvaret skal ligge hos skolerne:

- Vi har givet ansvaret videre til skolerne, og her i Ilulissat er det derfor skolernes daglige ledere, der har det daglige overblik og ansvar over eleverne, siger Lars Fleischer.

Men man kan ikke bare give ansvaret videre til skolen. Det fortæller undervisningsinspektør i Uddannelsesstyrelsen Salik Schmidt. Han oplyser, at hovedansvaret for skoler, undervisningspligt, elevhjemordningen og hjemsendelser, samt udarbejdelse af handleplaner ligger hos kommunen.

Samtidig skal der også altid være en rammebeskrivelse, som forklarer kommunens visitationsproces - altså hvordan og hvem der vælger den helt rette skoleplads ud fra den enkelte elevs behov. Og denne rammebeskrivelse skal ligge tilgængelig på kommunens hjemmeside.

Kreativ konsulent i kommunen

Det gør den bare ikke i Avannaata Kommunia. Derfor kontakter KNR igen kommunens skolekonsulent Lars Fleischer, tirsdag 14. november klokken 13.12 og beder om rammebeskrivelsen for kommunens håndtering af elevhjemsbørn.

Knap en time senere sender han en pdf-fil på 10 linjer tilbage, hvori der er kopieret en paragraf fra den gældende lovgivning på området og er listet fem personer i kommunen, som man har tildelt ansvaret for visitationen.
 

§ 24. Visitationsenheden kan efter forudgående meddelelse herom til elevens forældremyndighedsindehavere og eventuelle faktiske forsørgere beslutte at afbryde elevens ophold på elevhjemmet, hvis eleven udøver en adfærd, som er til alvorlig gene for elevhjemmet, andre elever eller personale, herunder, hvis:…..

Visitationsenheden – Udvalget – 5 personer
Elevhjemmets leder
Afdelingsleder fra skolen
Viceskoleinspektør
2 personer fra forvaltning for familie.

Da KNR gennemgår filens metadata viser det sig, at den er blevet oprettet samme dag klokken 13.54.

Og da KNR igen kontakter Lars Fleischer og spørger, om dette virkeligt er alt, hvad kommunens rammebeskrivelse indeholder, fortæller han nu, at kommunen slet ikke har en rammebeskrivelse - selvom han altså lige har tilsendt KNR én, to timer forinden. 

Tilbage i Saqqaq sidder Ivinnguaq Jensens forældre og håber, at han snart kan genoptage sin skolegang.