Avannaata udvider social indsats på folkeskoler

I Ilulissat skal der nu ansættes en socialrådgiver til hver af de to folkeskoler i byen.
Erfaringer med en socialrådgiver på blandt andet Atuarfik Jørgen Brønlund i Ilulissat er positive, så nu satser kommunen på at ansætte endnu en socialrådgiver på Atuarfik Mathias Storch. Foto © : KNR
Skrevet af Kathrine Kruse
15. september 2019 11:34

I år blev der ansat en socialrådgiver, som eleverne på Atuarfik Mathias Storch og Atuarfik Jørgen Brønlund kunne henvende sig til.

- Fordi flere af skoleeleverne reagerer voldsomt i skolen på grund af forhold i hjemmet, siger Nielsine P. Kruse, der er skoleinspektør på Atuarfik Jørgen Brønlund.

Kan ikke følge med i sagerne

Erfaringerne har nu vist, at én socialrådgiver til to skoler med i alt omkring 640 elever ikke er nok. Derfor bliver der ansat en mere, fortæller formand for udvalget for udvikling i Avannaata Kommunia, Jens Kristian Therkelsen (S).

-  Socialrådgiverens rapport er blevet forelagt udvalget. Og der står, at hun ikke kan følge med i sagerne, siger Jens Kristian Therkelsen.

Under kommunalbestyrelsens møde søndag i sidste uge blev det derfor vedtaget, at der ansættes en socialrådgiver mere til skolerne i Ilulissat.

- Det er en stor lettelse. Fordi vores ene skolesocialrådgiver går meget frem og tilbage mellem begge skoler, og det er tydeligt, at hendes opgaver bliver flere og flere. Det er godt, at hun får en kollega, og at hun ikke længere står alene med så mange opgaver, siger Nielsine P. Kruse.

Positiv indflydelse i klasseværelset

Og fordelen ved at have en skolesocialrådgiver kan allerede mærkes.

- Inden vi fik en skolesocialrådgiver, forstod vi ikke, hvordan vi kunne undervise og hjælpe nogle af eleverne. Nu har vi en uddannet skolesocialrådgiver, som er dygtig til at se, hvilken hjælp eleven skal have, siger Nielsine P. Kruse og fortsætter:

- Når en elev oplever forståelse for sin situation, så får det selvfølgelig også indflydelse inde i klasseværelset.

Socialrådgivere i alle byskoler

Avannaata Kommunia håber, at den anden stilling som socialrådgiver på skolerne i Ilulissat kan blive besat inden udgangen af året.

Derudover vil Avannaata Kommunia også undersøge, om der også skal ansættes socialrådgivere på skolerne i de andre byer i Avannaata Kommunia.