Økonomiprofessor kritiserer finanslov
Koalitionen har vedtaget en defensiv finanslov for 2016. Der budgetteres nemlig med et underskud, hvorefter der først i de efterfølgende år vil komme et overskud. Derved giver landets finanser et lille overskud, når man ser på økonomien over en fireårig periode.
Dermed skubber politikerne problemerne foran sig, mener Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Økonomisk Råd.
Læs også Finansloven stemt igennem af koalitionen
- Det er en profil, der er set før, hvor man har underskud og håber, at fremtiden vil komme med nogle overskud, der retter finanserne op, men det har ikke været tilfældet indtil nu. Dermed kan man sige, at man skubber nogle problemer foran sig, som ikke er egentlig løst med finansloven, siger Torben M. Andersen.
Han fortæller, at politikerne bør handle, da der gennem flere år har været underskud på finansloven - udgifterne vil på sigt løbe fra indtægterne.
En af de største udfordringer for politikerne er, at sammensætningen i befolkningen ændrer sig over de kommende år, hvor der bliver flere ældre. Det vil betyde større udgifter til eksempelvis pensioner - hvilket vil presse landskassen yderligere.
Læs også Vittus ser grundlag for vækst
- Derfor er der et problem som skal løses, ellers vil den økonomiske udvikling simpelthen ikke være holdbar, siger Torben M. Andersen.
Ifølge professoren er der en lang række af områder, som politikerne bør kigge efter i sømmene for at fremme en mere bæredygtig økonomisk udvikling i Grønland. Det er blandt andet inden for uddannelse, arbejdsmarked og skatteområdet.
Læs også Få millioner koster bred finanslov
Særligt ønsker Torben M. Andersen, at der gøres mere for at styrke erhversudviklingen.
- Det helt store er selvfølgelig at få gang i en erhvervsudlikling og få en stigende beskæftigelse. Det er er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden - det er et langt sejt træk, som involverer mange ting, men omvendt er det også helt afgørende for, at man kan få en stabil udvikling og nogle sundere offentlige finanser, siger Toben M. Andersen