Vittus ser grundlag for vækst
Koalitionen underskrev i dag en fælleserklæring om, at man var nået til enighed om finansloven.
Det skete ikke mindst til glæde for naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq.
- Jeg er jo først og fremmest glad for, at der er skabt grundlag for de væksttiltag, som Naalakkersuisut arbejder for får støtte via finansloven, siger Qujaukitsoq.
Han henviser til, at der bliver investeret turismeerhvervet og sat penge af til at gøre fiskeri mere rentabelt.
Skatten holdt i ro
Demokraternes finansordfører peger også på de første reformer som noget der glæder dem.
- Vi er helt klart glade for, at der kommer reformer i gang på social og sundhedsområdet, siger Tillie Martinussen, som håber det vil animere til at få flere ud på arbejdsmarkedet.
Et andet punkt Demokraterne er tilfredse med er, at koalitionen nu har givet håndslag på, at personskatten bliver holdt i ro.
Læs også Slutspurten om Finansloven er sat ind
- Det har altid været et kardinalpunkt for Demokraterne, at vi sikre at indkomstskatten ikke bliver berørt, at den bliver holdt i ro, siger finansordføreren.
Tillie Martinussen bemærker i den henseende, at der har været en svag vækst i det private forbrug. Derfor håber de, at det kan være med til at skabe vækst, at skatten ikke stiger.
Udlånskontoen med stort minus
Modsat så er Demokraterne ærgerlige over, at finansloven kommer ud med et stort underskud på udlånskontoen. Men det har været nødvendigt vurderer Martinussen.
- Der har blandt andet været de her situationer med børn og unge, hvor der er brug for nogle ekstra indsatser. Nogle ekstra styrkede tidligere indsatser og så er der brug for et øget tilskud til misbrugsbehandling.
Underskuddet på udlånskontoen hænger også sammen med investeringer i vandkræftværket Qorlortorsuaq, der forsyner blandt andet Qaqortoq og Narsaq med strøm.