MENINGSMÅLING Økonomi kan flytte vælgere, siger ekspert

Lige nu ser det ud til, at Inuit Ateqatgiit bliver større end Siumut. Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for KNR og DR. Samtidig er der dog stadig 6 ud af 10 vælgere, der ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds.
Skrevet af Walter Turnowsky
19. november 2014 15:33

Hvis Siumut vil indhente dette forspring, så skal de slå på økonomien, fastslår politisk kommentator Daniel Thorleifsen.

- Målingen viser også, at vælgerne lægger mest vægt på den økonomiske politik og på bekæmpelse af arbejdsløsheden. Derfor er det den økonomiske tilbagegang og de løsningsmuligheder, der er på dette problem, som partierne skal slå på, hvis de vil ændre afgørende på det billede, der tegner sig lige nu, siger han til KNR.

Læs også IA bliver landets største parti

Enoksen bestemmer
Samtidig fastslår den politiske kommentator, at det er så godt som sikkert, at Hans Enoksen kan komme til at bestemme, hvem der skal være den kommende formand for Naalakkersuisut.

- Jeg tror ikke på, at billedet med den store valgsejr til Partii Naleraq kommer til at ændre sig på afgørende vis. De er kommet til at stå støt stærkere i løbet af valgkampen. Til gengæld har Inuit Ateqatigiit mistet momentum, man kan nærmest sige at de er gået lidt i stå, siger Daniel Thorleifsen.

Epinion-målingen viser en lille fremgang på 2 procent til Inuit Ateqatigiit i forhold til valget i 2013. Men den fremgang er indenfor den statistiske usikkerhed på 3,6 procent og kan altså også dække over, at partiet ikke går frem i forhold til valgresultatet.