MENINGSMÅLING IA bliver landets største parti
Hvis der var valg til Inatsisartut nu i stedet for den 28. november, ville Inuit Ataqatigiit blive landets største parti. Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for KNR og DR.
I alt er 731 personer fordelt over hele landet blevet spurgt, hvad de vil stemme til valget til Inatsisartut. Heraf svarer 36,9 procent, at de vil sætte kryds ud for Inuit Ataqatigiit. Imens vil 29,3 procent af de adspurgte stemme på Siumut – en tilbagegang på 13,9 procent fra valget ’13, hvor Siumut fik 43,2 procent af stemmerne.
På spørgsmålet om, hvem de adspurgte helst ser som ny formand for Naalakkersuisut, peger 41 procent på IA’s Sara Olsvig, men 26 procent gerne ser Kim Kielsen fra Siumut som landets leder. 14 procent ønsker dog ikke at se nogen af de to spidskandidater som regeringsleder efter valget, viser målingen. I alt svarer 18 procent, at de ikke ved, hvem de helst ser som ny formand for Naalakkersuisut.
Fakta om Epinions måling
- Meningsmålingen bygger på 731 interview blandt tilfældigt udvalgte borgere i Grønland
- Dataindsamlingen er foretaget telefonisk i perioden 6.-17. november. Interviewere er alle dobbeltsprogede og respondenterne har haft mulighed for at svare på enten grønlandsk eller dansk. 87 % har valgt at svare på grønlandsk og 13 % har valgt at svare på dansk.
- Telefonnumrene er leveret af TelePost og indeholder fastnetnumre, mobilnumre og numre fra taletidskort.
- Den statistiske usikkerhed er maksimalt +/- 3,6 procent
Partii Naleraq sluger stemmer
Hos de øvrige partier står Parti Naleraq med Hans Enoksen i spidsen stærkt med 14,8 procent af stemmerne hos de adspurgte i meningsmålingen. Dermed har det nystiftede parti opnået flere stemmer end både Demokraterne, Atassut og Partii Inuit.
Dog ser Demokraterne ud til at opleve en fremgang sammenlignet med seneste valg. Ifølge meningsmålingen står partiet til at få 9,6 procent mod 6,3 procent ved valget ’13.
Atassut står til at få 5,7 procent af stemmerne, mens partiet, der blev tungen på vægtskålen under seneste valg – nemlig Partii Inuit – kun står til at få 2 procent af alle kryds.